DIY-bakke med fransk flet og træ
DIY-projekter

DIY: Bakke med fransk flet

af Marlene De Jong/Dejong Studio 14.11.2021
Foto: Kolorit Media.
Lav din egen bakke af træ og fransk flet, og brug den til at bære søde sager ind på bordet eller til at lave en fin dekoration på. Få trin for trin guiden her.

Træ, fransk flet og kernelæder kan du bruge til mange flotte og hyggelige DIY-prjekter. Det er nemt og billigt materiale at arbejde med, og det naturlige look passer til enhver bolig.

Her har vi brugt de simple materialer til en fin bakke, der især passer godt til en fin juledekoration. Den smarte bakke kan dog nemt bruges året rundt til praktiske og dekorative formål.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Se, hvordan du nemt laver din egen bakke med vores guide herunder!

Det skal du bruge til en bakke med fransk flet:

  • Sav

  • Lyse træstykker (1,5 cm x 1,5 cm) til ramme med fransk flet: 2 stk. L 34,5 cm, 2 stk. L 23 cm.

  • 2 lyse tværstykker (L 23 x B 2,7 cm)

  • Hammer

  • Søm

  • 2 sidestykker til bakken (L 35 x B 4 cm)

  • 2 endestykker til bakken (L 30 x B 4 cm)

  • Sandpapir

  • Fransk flet

  • Saks

  • Hæftemaskine til træ

  • Skruemaskine

  • Skruer

  • Små spændeskiver

  • Kernelæderstropper (Ø 2 cm)

  • Huludstikker til læder

TIP: Fransk flet kan godt være lidt stift at arbejde med, men med en damper eller damp fra strygejernet kan du bløde det lidt op, så det bliver mere medgørligt.

Sådan laver du en bakke med fransk flet:

Bakke trin 1 materialer

TRIN 1: Sav alle brædder til i de rigtige længder, og slib let med sandpapir, så eventuelle splinter fjernes.

Bakke trin 2

TRIN 2: Begynd med at samle rammen, som skal beklædes med fransk flet, med søm. Det er flottest, hvis disse stykker har samme nuance som det franske flet. De bredere stykker bruges inde i midten af rammen for at stabilisere den.

Bakke trin 3

TRIN 3: Læg den færdige ramme på det franske flet, og buk den ene side af det franske flet om kanten, og hæft med hæftepistolen både på siden af rammen samt på bagsiden, så det sidder godt fast.

Bakke trin 4

TRIN 4: Klip det franske flet, så der er en afstand på ca. 2,5 cm rundt omkring rammen.

Bakke trin 5

TRIN 5: Stram flettet godt ud, og hæft derefter ovre på den anden side på samme måde som forrige. Gentag processen på alle 4 sider af rammen.

Bakke trin 6

TRIN 6: Bor hullerne for på indersiden af rammen, så du nemmere kan skrue rammen ind i de endelige side- og endestykker. Husk, at skruerne ikke må være længere end de 2 stykker træ tilsammen, så de ikke kommer til at gå igennem det yderste sidestykke. Skru nu rammen fast på alle 4 ydersider med det franske flet. Klip nu stropperne i den ønskede længde (vores måler 17 cm), og lav små huller til skruerne i kernelæderet. Skru dem fast, så de danner et flot håndtag i hver ende af bakken.