Strikkeopskrift

Sådan strikker du en serviet med hulmønster

af Susanne Gustafsson 20.04.2022
Foto: Maria P.
Lav en sød, strikket syrenfarvet serviet med hulmønster. Det fine, hullede mønster gør servietten let og lækker i det halvblanke bomuldsgarn. Se opskriften her!

Er du nybegynder i strikkeverdenen, eller trænger du blot til et overskueligt porjekt på pindene? De her  servietter er nemme at strikke og giver det fineste hulmønster. Strik dem i din yndlingsfarve eller den nuance, der passer til din service. Vi giver dig strikkeopskriften. 

Mål: Ca. 32 x 32 cm

Strikkeafstand: 21 m & 28 p = 10 cm. Strikkefastheden skal passe for at få det rigtige resultat, så måske skal du bruge tyndere eller tykkere pinde.

Sådan strikker du en serviet med hulmønster:

Det skal du bruge:

  • 2 ngl (100 g) Drops Muskat 100 % Oeko-Tex-certificeret merceriseret bomuld fra Garnstudio
  • Pinde nr. 4

Sådan gør du:

  1. Slå 67 m op, og strik 5 p perlestrik således: 1. p: *1 r, 1 vr * gentag fra * til *. 2. p: vr over r, r over vr. Disse 2 p danner perlestrik og gentages.
  2. Fortsæt derefter i hulmønster: 1., 3., 7. og 9. p (retsiden): 1 r løs af, 3 m perlestrik, r til de sidste 4 m, 4 m perlestrik.
  3. 2. og alle lige p: 1 r løs af, 3 m perlestrik, vr til de sidste 4 m, 4 m perlestrik.
  4. 5. p: 1 r løs af, 3 m perlestrik, 2 r, * 2 r, 2 r sm, slå om, 4 r *, gentag fra * til *, og slut med 4 m perlestrik.
  5. 11. p: 1 r løs af, 3 m perlestrik, 8 r, * 2 r sm, slå om, 6 r *, gentag fra * til * p ud, og slut med 9 r, 4 m perlestrik.
  6. 12. p: som 2. og alle lige p.
  7. Disse 12 p danner hulmønster og gentages, til servietten måler ca. 30 cm (slut med 4 p glat efter sidste hulmønster).
  8. Afslut med 5 p perlestrik, og luk let fast af. Hæft enderne, og pres servietten fra vrangen.
     

TIP: Tag 1. m løs af på alle p, så får du en pæn knudekant.

Strikkeopskriften er fra bogen "Skønne klude - 50 ting du nemt kan strikke og hækle til dit hjem," og den kan købes lige her.