Hvis du er romantisk anlagt, kan en tur til Ardèche i den sydlige Rhônedal i Frankrig varmt anbefales. Landskabet er fantastisk med høje bjerge, dybe slugter og vild natur, så længe øjet rækker. Men der er også tæmmede grønne pletter.
Se også galleriet: Romantisk bohemestil på landet
For enden af en kæmpe kastanjeskov ligger et gammelt slot i bedste tornerosestil bygget af rustikke sten og omgivet af tjørnehække og klatrende roser. Slottet hedder Château du Pin og huser skulptør, kunstmaler og designer Martine Diersé, hendes mand Christian Bontzolakis og parrets mange katte.
Buske og plantestativer skaber rum
Parret vil gerne leve i harmoni med den omgivende natur og har derfor valgt at integrere deres have i den. Skellet mellem, hvornår haven begynder, og de store træer i skoven tager over, er derfor ikke umiddelbart synligt.
Og dog, som en ægte eventyrhave fra brødrene Grimms gamle fortællinger er haven anlagt med utallige farverige blomstrende buske i menneskehøjde samt plantestativer, jernbuer, pileflethegn og skulpturer, som ser tilfældigt placerede ud, men som er nøje udvalgt for at skabe små rum i haven.
Læs også: Dyrk ISABELLAS' romantiske havestil
De mange stativer og buer har parret lavet af simple jernrør. Herpå gror forskellige klatreplanter såsom klematis, blåregn og roser. Især David Austen-rosen 'Kew Rambler', der giver en overflod af lyserøde roser, har fået lov til at dominere de brune jernbuer.
3 tips til at få den eventyrlige havestil:
Tæmmet vildskab: Placer træer, planter, buske og urter tæt sammen i forskellige højder.
Blomster: Især roser passer godt til den eventyrlige have, og de må gerne afløse hinanden, så der altid er noget, der blomstrer i haven.
Indretning: Skulpturer, kunst og plantestativer er integreret i haven for en eventyrlig oplevelse.
Besøg selv haven
Slottet Château du Pin og den eventyrlige have, der omgiver det, ligger i det sydlige Rhôneområde i Frankrig. Adressen er: Château du Pin. 07380 Fabras - Ardèche. Læs mere på chateaudupin.org.
En ægte fransk eventyrhave


Den smukke franske have er indrettet efter temaet "tæmmet vildskab med det kunstneriske for øje".


En lyserød buskrose sender nye lange skud mod himlen, som rækker de mod tårnets top.


Snørklede stier underbygger den eventyrlige stemning.


Visse dele af haven ligner et vildnis af planter og træer, der skaber dramatik og mystik.


Farveglade sommerblomster stikker op overalt


Fiksernelliken blomstrer længe efter roserne med sine fantastiske pink blomster, som virker endnu mere lysende sammen med de grå blade og stængler.


Dagliljer, Hemerocallis sp., blomstrer kun en dag. Men med et væld af knopper i forskellige stadier vil der komme nye blomster hver eneste dag. Blomsterne er i øvrigt spiselige og ganske lækre.


Visse dele af haven minder om billeder, vi kender fra eventyrbøger om trolde og hekse.


Klatreroser forsøger at bestige slottet.


Her og der er der små lerfigurer, som de kunstneriske sjæle pittoresk har integreret i de smukke omgivelser.


Haven er et blomstrende paradis i sommerens bedste farver.


Følg pilene, og tag turen forbi en blomstrende magnolia om foråret og den skønne Ceanothus med blomster juli-september.


Skjult i krattet gemmer der sig mystiske skulpturer.


Den farvestrålende fiksernellike, Lychnis coronaria, står i stærk kontrast til den hvide rose.


Lad dig ikke narre af de smukke torne! Roserne har store røde torne, der stikker fælt. Måske en hilsen til eventyret om Tornerose.


Smukke skråninger i haven, der for det eventyrlige til at vare ved.


Rosenbuer guider dig gennem haven.


En simpel trappe lavet af naturens egne materialer, så den falder godt ind i omgivelserne. Her bruges holdbare træsorter såsom enebær til gelænderet og lærk og tuja til trappetrinene.


Grønt i grønt med ganske få blomster til at bryde og skabe blikfang. Her sidder en af Matines figurer og leder tankerne mod Tornerose fanget i alt det grønne.


Et væld af sommerlige blomster, der supplerer hinanden sommeren lang.


Martine Diersés have er blevet udnævnt til ”Jardin remarquable” (bemærkelsesværdig have) af Comité des Parcs et Jardins de France sammen med det franske kulturministerium. Efter et besøg i haven forstår man det til fulde.


Klatrerosen får lov at brede sig, som den har lyst. Til venstre i billedet står en nerie på nippet til at springe ud med sine lyserøde blomster.


Dagliljer og hortensiaer skaber et smukt indslag midt i den "vilde" natur.


Slottets ejer skulptør, kunstmaler og designer Martine Diersé.


Sammen med klatrerosen er der også plads til en storblomstrende klematis.