Havekalender uge 16
Havekalenderen

Havekalender | Uge 16

Af 0 18.04.2024
16.04.2021 - af: Redaktionen. Foto: Anita Lindberg, Frank Kirkegaard.
April er lidt sjov vejrmæssigt, men det begynder at føles mere og mere som forår efterhånden som ugerne går. I denne uge er der flere ting at tage sig til i haven — få inspiration til gøremål i haven i denne uge lige her.

Det svære ved havedyrkning er ikke at få planterne til at vokse og trives. Det svære er at designe haven, så det bliver til det rum af skønhed, man som haveejer fantaserer om.
- Mary Keen.

Tilbage til oversigten: Isabellas’ havekalender.

INSPIRATION TIL GØREMÅL I HAVEN | UGE 16

Tjeklisten:

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

  • Tid til at prikle!
  • Turbostart køkkenhaven.
  • Forspir majs.
  • Studs lyngen.

Tid til at prikle

Forspirede grøntsager og sommerblomster skal prikles ud i hver deres potten, inden de bliver for lange og ranglede i kampen om lyset. Fyld små potter med så- og priklemuld, ikke almindelig pottemuld, hvis højere gødningskoncentration kan svide de små rødder. Lav et plantehul til planten med en priklepind eller en blyant, tag en af småplanterne fra potten eller bakken, hvori du har forspiret dem, og sæt den ned i hullet. Tag ikke om småplanternes skrøbelige stængel, men hold den i et af bladene. Tryk forsigtigt jorden til omkring planten, så den står godt fast, og vand forsigtigt jorden.

Turbostart køkkenhaven

Varm jorden i køkkenhaven op, så den hurtigere er klar til at så, ved at lægge klar plastik hen over den. Brug et jordtermometer, så du kan holde øje med temperaturen. Forskellige grøntsager kræver forskellige temperaturer for at spire, se informationen bagpå frøpakken. Spinat, salat, radiser, pastinak, majroe, gulerødder, ærter, kål og forårsløg er nogle af de første afgrøder, du kan så. Dæk jorden med fiberdug, efter du har sået, så den holder på varmen, men stadig lader lys, luft og regn komme ned til jord og frø.

forspiring af majs

Forspir majs

Majs kan med fordel forspires i potter i slutningen af april, så de får et forspring på vækstsæsonen. Lad dem gerne spire ved ca. 25°. Sæt dem herefter i drivhuset eller i en vindueskarm. Sidst i maj plantes de ud i køkkenhaven, en dag hvor der er overskyet. Plant hellere majsene i et kvadrat end på en lang række, så planterne lettere kan bestøve hinanden. Bestøvningen er en forudsætning for at få en god udvikling af kernerne. Giv majsplanterne godt med gødning i vækstsæsonen.

Studs lyngen

Strittende, afblomstrede lyngplanter kan skæres tilbage. Lyng, der blomstrede sidste efterår, kan du beskære nu ved at fjerne 3⁄4 af de grene, som har båret blomster. Forårslyng, der blomstrer nu, skal først beskæres efter den er afblomstret.