Gøremål i haven i uge 45
Havekalenderen

Havekalender | Uge 45

Af 0 1.10.2021
01.10.2021 - af: Redaktionen. Foto: Anne-Marie Øby og Carina Krüger.
Hvis man trods efterårsvejret kommer i haven, er der som altid rigeligt at tage fat på. Her får du inspiration til gøremål i haven denne uge.

Endnu en efterårsuge der byder på lidt plantning og lidt høst, og ja, lidt redning af de sarte planter. Her får du tjeklisten for uge 45.

Tilbage til oversigten: Isabellas’ havekalender.

INSPIRATION TIL GØREMÅL I HAVEN | UGE 45

Tjeklisten:

  • Plant hæk og roser nu
  • Høst jordskokker
  • Lav ildtornesnaps
  • Red efterårsporrer
  • Tag Chokoladekosmos op af jorden

Plant hæk og roser nu

Den allerbedste tid at plante løvfældende hække er her lige efter løvfald. Deres rødder tørrer ikke ud i den fugtige jord, og de skal ikke bruge kræfter på at holde bladene saftige. Husk at give de nye planter en optimal start i din have ved at lade dem stå og suge til sig i en spand vand, før du planter dem, og vær omhyggelig med vanding i ugerne efter plantningen. Vil du plante roser i haven eller flytte én, du allerede har, så er det også nu, du skal finde spaden frem.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Dyrk jordskokker som prydplante

Jordskokker er en af efteråret bedste afgrøder, som er klar til høst netop nu. Der findes mange forskellige sorter, som varierer meget i smagen, så smag dig frem, inden du vælger sorten til din have. Kan du slet ikke lide smagen, kan du dyrke en blomstrende sort som prydplante i stedet, fx ’Urodny’, ’Mari’ eller ’Nora’. Blomsterne minder om små solsikker og er meget velegnede til buketter. Dyrk dem som høje stauder til at danne baggrund i prydhaven eller som en lille hæk, der giver læ i haven.

Lav din egen ildtornesnaps

Ildtornens bær er smukke og populære hos fuglene, men kan også gøre gavn som smagsgiver i snaps. Pluk et par håndfulde bær, og kom dem på en flaske. Overhæld med en neutral snaps eller vodka. Alkoholprocenten skal være 38-40. Lad flasken trække i to-tre uger, indtil snapsen har fået en mild smag og gylden farve. Si snapsen, og gem den til jul. Lad dig inspirere af østeuropæiske traditioner, og servér din frugtsnaps sammen med sild, blinis, godt rugbrød, mættende gryderetter eller skønne syltede frugter.

Red efterårsporrerne

Vinterporrer kan overleve hårde vintre med megen frost, men efterårsporrer ødelægges let af en periode med nattefrost. Vil du redde dine efterårsporrer, skal de derfor høstes nu. Skær dem i passende stykker, og gem dem i fryseren.

Chokoladekosmos, Cosmos atrosanguineus

Tag chokoladekosmos op af jorden

Chokoladekosmos, Cosmos atrosanguineus, tåler ikke frost, men kan sagtens overvintres og dyrkes igen til næste år. Knoldene tages op ved den første frost og gøres nogenlunde fri for jord. Efter rengøring skal overfladen tørre helt, inden de opbevares køligt og frostfrit. Har du chokoladekosmos i en krukke, kan du overvintre den i et tørt og frostfrit rum. Vand ikke før det tidlige forår.