Kribler det i dine grønne fingre?

Fæld træerne
Vinterens kulde giver en god anledning til at fælde træerne i haven. Det er en god idé at gøre det, når jorden er frossen, og der ikke er megen plantevækst over jorden. Det bladløse træ er nemmere at overskue, og så undgår du både at ødelægge planterne og jordstrukturen, når der trampes rundt i havens bede under fældningen. Husk altid en hjelm, og tjek, at du kan komme på sikker afstand af træet, når det falder.

Se også: 3 smukke vinterbuketter

Trim hækken
Hvis din hæk eller busk er for bred, høj eller ranglet og grim, er det et godt tidspunkt at gå i gang med sav og saks. Klipper du meget af planterne i sommerperioden, vil de kun lige danne den mængde nye skud, der skal til for at kunne opretholde fotosyntesen. Klipper du dem derimod ned om vinteren, vil planterne reagere helt anderledes i foråret, når de vågner af vinterdvalen. Planterne vil bryde fra alle synlige og usynlige knopper og dermed blive tætte og flotte igen.

Tjek dine frø
Er du i tvivl, om dine gamle frø stadig kan spire, så lav en spiretest. Du skal tage 10 frø fra hver frøpose og trykke dem fast på våd køkkenrulle på en tallerken. Læg film over, og stil frøene lyst uden direkte sollys. Når frøene spirer, kan du tælle spireprocenten for hver slags. Hvis halvdelen af en slags spirer, er spireprocenten 50 procent, og du skal således så dobbelt så mange frø, som du ønsker planter.

Slip af med ukrudtet

Det ukrudt, der kaldes fuglegræs (Stellaria media), vokser, blomstrer og smider frø hele året. Planten kan være svær at udrydde i køkkenhaven, hvis du ikke er meget omhyggelig med at luge den bort, inden den når at smide frø - én plante smider cirka 15.000 frø. En god måde at bekæmpe den på er at bruge gasbrænderen oven på jorden nu, hvor der ikke rigtig er nogen afgrøder at tage hensyn til. Både planter og frø i det øverste jordlag vil blive ødelagt. Du kan kultivere jorden igennem og gentage brændingen flere gange i løbet af de næste par måneder.

Gør redskaberne klar!
Mens du venter på at få jord under neglene, kan du bruge tiden til at gøre haveudstyret klar til brug. Rens haveredskaberne grundigt, puds træskafterne af, og smør både dem og metallet med olie. Slib havesaksen og giv også den en omgang olie, så den igen er klar til at udføre sit job på bedste vis. Brug altid syrefri olie, så metallet ikke ruster.