Nøddekaramel

Hjemmelavet knas, der med sikkerhed slår Matadox Mix’en af banen derhjemme!

Søndag d. 2. december 2012 - af Caroline Hofberg. Foto: Tia Borgsmidt/Linnea Press

Ca. 48 stk.:

• 5 dl hvedemel
• 1 tsk. bagepulver
• 1 dl sukker
• 150 g smør
• 1 æg

Fyld:
• 300 g blandede nødder, fx valnødder, mandler, hasselnødder
• 3 dl sukker
• ½ dl sirup
• Reven skal af 1 økoappelsin
• 150 g smør
• ½ dl piskefløde
• 2 spsk. hvedemel

Lav først bunden. Rør mel, bagepulver, sukker og smør sammen, gerne i foodprocessor. Tilsæt ægget, og ælt hurtigt sammen til en dej. Læg dejen i en plastikpose, og lad den hvile i køleskabet ca. 1 time.

Tænd ovnen på 200°. Tryk dejen ud på bagepapir i en bradepande, ca. 30 x 40 cm. Lad dejen gå ca. 1 cm op ad kanterne. Prik hul i bunden med en gaffel. Forbag bunden i midten af ovnen ca. 10 minutter.

Fyld:
Hak nødderne groft. Bland sukker, sirup, appelsinskal, smør, piskefl øde og mel i en kasserolle. Lad det smelte sammen ved svag varme, men uden at det begynder at koge. Vend nødderne i karamelblandingen.

Bred blandingen ud over den forbagte bund. Bag videre i midten af ovnen ca. 15 minutter. Lad kagen køle af, og skær den i ruder med en skarp kniv.