Vi er vilde med frikadeller, for de er både gode som hverdagsmad og lækker frokost. I denne opskrift på kyllingedeller har vi givet farsen et ordentligt spark med krydderurter og masser af smagsgivere. Snup opskriften her!
Vild med kylling? Prøv denne sommer-opskrift!
Asiatiske kyllingefrikadeller
Det skal du bruge til kyllingefrikadeller:
Fars:
- 400 g hakket kyllingebrystkød
- 1 spsk rød karrypasta
- 1 spsk fiskesauce
- 1 spsk brun farin
- 1-2 spsk finthakket ingefær
- ½ tsk stødt koriander
- 1 æg
- 1 æggehvide
- Salt og friskkværnet peber
Derudover:
- 300 g ægnudler
- 1 spidskål
- ½ skalotteløg
- 50 g cashewnødder
- ½ tsk chiliflager
- 1 spsk sesamolie
- 1 spsk soja
- Salt og friskkværnet peber
Sund hverdagsmad: Kylling i karry med grønt
Sådan laver du asiatiske kyllingefrikadeller:
- Læg først nudlerne i blød i koldt vand i 1 time.
- Rør kyllingekødet med de øvrige ingredienser. Lad farsen hvile ½ time, hvis der er tid til det. Form farsen til frikadeller, og steg dem i olie på en pande 5-8 minutter på hver side.
- Skær spidskålen i strimler, og hak løget. Afdryp nudlerne. Rist cashewnødder på en tør pande, tag dem af, og hak dem. Sauter spidskål, chiliflager og løg i sesamolie.
- Tilsæt soja og nudler, og sauter videre i 5 minutter under omrøring. Server kyllingefrikadellerne med nudlerne, og drys cashewnødder hen over.
Opskriften er fra kogebogen ”Trine Hahnemanns køkken – morgen – middag – aften”, 256 sider, 300 kr. Gyldendal.