Kylling i karry med spidskålssalat
Vi husker kylling i karry helt tilbage til barndommens glade stunder, hvor familien sad samlet ved middagsbordet. Kylling i karry er nemlig en klassisk dansk familiefavorit, der efterlader både store og små med mætte maver og et veltilfreds smil på læberne.
Den gode karryret kan laves på utallige måder lige fra den eksotiske variant med kokosmælk, ananas og mangochutney til den klassiske version helt uden grønne indslag.
For i den traditionelle variant af kylling i karry er der nemlig ingen grøntsager, men her har vi gjort den dejlige familielivret mere sund med svampe og en sprød spidskålssalat, som giver retten en velfortjent vitaminindsprøjtning.
Ingredienser
- 4 kyllingeoverlår
- 1 løg
- 500 g markchampignoner
- 2 spsk olivenolie
- 2-3 tsk karry
- ca. 5 dl hønse- eller grøntsagsbouillon
- 1 dl mælk
- 3 spsk hvedemel
- salt
Spidskålsalat
- 1 lille spidskål, gerne rødt
- 2 spsk olivenolie
- 2-3 spsk friskpresset citronsaft
- salt og friskkværnet peber
Tilbehør
- Ris (beregn 1 dl rå ris pr. person)
Sådan laver du kylling i karry:
- Skær benene af kyllingelårene, og skær derefter kødet i store tern.
- Pil og hak løget. Rens champignonerne, og skær dem i skiver.
- Brun kyllingekødet i 1 spsk olie i en gryde. Læg det over på en tallerken. Steg løg og champignoner i resten af olien i gryden, til champignonerne er brune og dufter. Tilsæt karry, og steg det med et øjeblik. Læg kødet tilbage i gryden, og hæld bouillon ved, til det netop dækker. Bring det hele i kog, og lad saucen koge ved svag varme i 20 minutter.
- Pisk mælk og mel sammen, og rør jævningen i saucen. Lad saucen koge i 15 minutter, og smag retten til med salt og evt. karry.
- Kog risene efter anvisningen på pakken.
Spidskålssalat
- Skyl spidskålen, og snit den fint. Bland kålen med olie og citronsaft, og smag til med salt og peber.
- Server kylling i karry med kogte ris og spidskålsalat.
SPIS BEDRE har en af de mest populære opskrifter på boller i karry - der er en samling af idéer til tilbehør, og tips til de perfekte boller. Se opskriften her: Boller i karry