Se også
Aftensmad
Coq au vin med grov kartoffelmos
Vinteren kalder på gedigne gryderetter og langtidsstegte stege, der passer sig selv, mens du hygger dig med et glas rødvin og en god bog. Få opskriften på en lækker coq au vin her!
af Camilla Zarah Lawes.
22.01.2015
Foto: Wichmann+Bendtsen.
Skal middagen være eksta god, nem og lækker, så prøv denne opskrift på Coq au vin. Den grove kartoffelmos er perfekt som tilbehør, men retten kan også serveres med ris og godt brød. Du finder opskriften herunder!
4 personer
Ingredienser
- 1 stor kylling eller bornholmerunghane
- 20 g smør
- 2 spsk madolie
- 100 g god bacon
- 3 skalotteløg
- 3-4 fed hvidløg
- 4 kviste frisk timian
- 200 g champignoner
- 50 g hvedemel
- 1 flaske rødvin
- ½ l hønsebouillon
- Havsalt og friskkværnet peber
Melbolle
- 20 g smør
- 2 spsk hvedemel
Grov kartoffelmos
- 4 bagekartofler
- ¼ knoldselleri
- 1 dl sødmælk
- 25 g smør
- 1 tsk fintrevet muskatnød
- Havsalt og friskkværnet peber
Sådan laver du coq au vin
- Parter kyllingen i 8 stykker.
- Varm en bredbundet gryde eller en sauterepande op med fedtstoffet. Steg kødstykkerne, så de er godt lysebrune på begge sider.
- Skær baconen i grove tern. Pil skalotteløg og hvidløg, og skær dem i tynde både. Kom baconterninger, skalotteløg, hvidløgsbåde og timian i gryden, og lad det hele småsimre i 10 minutter.
- Rens champignoner, skær dem i kvarte, og rist dem på en pande.
- Sigt melet over kødstykkerne. Hæld vin og bouillon på retten, og krydr med salt og peber. Læg låg på, og lad det simre i 35- 45 minutter, til kødet er mørt.
- Smelt smør i en lille gryde, og rør det til en fast masse med melet. Jævn saucen med melbollen lige inden servering.
Grov kartoffelmos
- Skræl kartofler og selleri, og skær dem i mindre stykker. Kom dem i en gryde, og kog dem møre i vand ca. 20 minutter.
- Hæld vandet fra, og mos kartoflerne med et piskeris. Tilsæt mælk og smør, og krydr med muskatnød, salt og peber. Server kartoffelmosen i en skål for sig.