Kyllingebryst med parmaskinke, kartoffelsalat og grillet ananassalsa

Det saftige kyllingebryst er populært hos både voksne og børn – og så er det tilmed nemt at tilberede. I denne opskrift har vi viklet parmaskinke omkring kyllingebrystet for at holde på kødets saft og give smag. Udover disse skønne egenskaber bidrager skinken yderligere til smagen ved at blive knasende sprødt. Til kyllingen serveres en let kartoffelsalat og frisk ananassalsa.

Se også: Kyllingebryst med aspargessalat

Det skal du bruge til kyllingebryst med parmaskinke og tilbehør:

4 personer

Kyllingebryst med parmaskinke:

  • 4 skiver parmaskinke
  • 4 kyllingebryst
  • 1 spsk. solsikkeolie
  • Friskkværnet peber

Kartoffelsalat:

  • 700 g kartofler
  • 1 salatløg
  • 4 spsk. hakket persille
  • 1 spsk. sennep
  • ¾ dl olivenolie
  • Salt og friskkværnet peber

Ananassalsa:

  • 1 ananas
  • 3 rødløg
  • 1 rød chili
  • 2 spsk. hakket mynte
  • 2 limefrugter

Desuden:

  • 1 bundt mynte

Prøv også: Kyllingelår med nøddecrumble og tomatsalat

Sådan gør du:

Kyllingebryst med parmaskinke:

  1. Sno parmaskinke omkring hvert kyllingebryst. Varm en pande med olie, og rist kyllingebrysterne på begge sider, til de er sprøde.
  2. Skru ned for varmen, og lad dem stege videre på begge sider, til de er gennemstegte. Krydr med friskkværnet peber.

Kartoffelsalat:

  1. Kog kartoflerne, og del de store kartofler i halve.
  2. Pil og hak løget groft, og bland det sammen med kartoflerne.
  3. Rør persille, sennep, olie og salt og friskkværnet peber sammen, og vend blandingen sammen med kartofler og løg.

Ananassalsa:

  1. Skær ananassen i skiver og rødløget i både. Varm en tør grillpande op, og grill ananas og løg i ca. 4 minutter på hver side ved høj varme.
  2. Skær stokken ud af ananasskiverne, kassér dem, og hak skiverne groft.
  3. Skær chilien i skiver, og bland dem med hakket mynte. Pres limesaft over. Vend blandingen med ananas og rødløg, pynt med frisk mynte, og servér sammen med kylling og kartoffelsalat.

Lad dig inspirere: 5 nemme hverdagsretter

[node:cta:3685]