Aftensmad
Kød og fjerkræ
Oksemørbrad i ovn med kartoffelpuré og ratatouille
Oksemørbrad i ovn er perfekt gæstemad, og her får du den bedste opskrift på helstegt oksemørbrad serveret med kartoffelpuré og ratatouille.
Søndag, 9. maj 2021 - 12:00- af Jette Østerlund / Foto: Toni de Coninck og Columbus Leth
9.05.2021
Hvis du står og mangler en god idé til hvad, du skal servere som hovedret og gerne vil have et sikkert hit til enten nytårs- eller gæstemenuen, så er denne opskrift på helstegt oksemørbrad i ovn med kartoffelpuré og ratatouille den perfekte ret. Hvis du følger opkriften her vil du opnå et lækkert resultat med rødt og velsmagende kød, som med sikkerhed vil falde i god jord hos gæsterne. Oksemørbraden laves i ovn, så den stort set kan passe sig selv, mens du byder gæsterne velkommen.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Opskrift på helstegt oksemørbrad i ovn med kartoffelpuré og ratatouille
Antal: 6 personer
Det skal du bruge for at lave oksemørbrad i ovn med kartoffelpuré og ratatouille
OKSEMØRBRAD:
- 1-1½ kilo afpudset, velhængt oksemørbrad
- 20 g smør
- salt og peber
- 3 dl vand el. bouillon
KARTOFFELPURÉ:
- 6-9 store, melede kartofler
- 50-75 g smeltet smør
- 4-6 fed hvidløg
- salt og peber
RATATOUILLE MED GRØNTSAGER:
- 4-5 løg
- 4 gule squash
- 6 store tomater
- 3-4 røde peberfrugter
- 3-4 spsk olie
- 1 spsk tørrede provenceurter
- salt og peber
- evt. lidt grøntsagsjuice el. tomatpuré
SAUCE:
- 6 spsk pestosauce af basilikum
Sådan laver du oksemørbrad i ovn:
- Begynd på din gæstemad ved at varme ovnen op til 200°.
- Kog væden op.
- Brun en hel oksemørbrad i smeltet smør på en pande. Drys med peber og salt fra kværn.
- Læg den brunede oksemørbrad i en bradepande, hæld den kogende væde ved stegen og stil den i den varme ovn i ca. 30 min.
- Dryp med skyen et par gange, mens oksemørbraden bliver stegt.
- Stegetiden i ovnen afhænger af, hvor rød man ønsker sin mørbrad.
- Tag kødet ud af din ovn og lad det hvile under alufolie ca. 15 min. før den færdige mørbrad skæres i skiver og serveres som gæstemad.
PURÈ:
- Kog kartoflerne godt møre uden salt og purer dem.
- Pisk det smeltede smør i og bland knust, hakket el. let stegte, tynde flager af hvidløg i alt efter smag.
- Juster med peber og salt.
RATATOUILLE MED GRØNTSAGER:
- Rens grønsagerne og skær dem i grove terninger.
- Svits først løgene i olie, til de er klare, og tilsæt resten af grønsagerne, tørrede urter, peber og salt.
- Lad retten simre under låg ca. 15 min.
- Tilsæt undervejs lidt grønsagsjuice el. tomatpuré, hvis retten virker for tør.
SERVERING:
- Anret din gæstemad portionsvis på varme tallerkner med ratatouille i midten, skiver af oksemørbrad ovenpå og kartoffelpuré ved siden af.
- Dryp pestosauce rundt om. Så har du rigtig skøn gæstemad lige klar til at servere.
STEGETID FOR OKSEMØRBRAD I OVN:
- Ca. 30 minutter. Stegetiden afhænger af, hvor rød man ønsker sin oksemørbrad.
- Efter kødet er stegt i ovn, skal det hvile under alufolie i ca. 15 minutter, før oksemørbraden skæres i skiver og serveres som gæstemad.
PRØV OGSÅ: Brødrene Prices opskrift på Cassoulet