Kød og fjerkræ

Sommerens lækreste grillerier

De bedste venner på besøg, tændte fakler, kølige drinks og mad, der spreder dufte og tænder smagsløgene. Endelig er det tid til at grille!
Af Marie Melchior, Louisa Lorang, Trine Hahnemann og Mikkel Karstad 6.07.2015

Grillede auberginer med gedeost, avokado og radicchio

Til 4 personer

  • 2 auberginer
  • 3-4 spsk. olivenolie
  • salt og friskkværnet peber
  • 1 radicchio-salathoved eller anden rødsalat
  • 2 avokadoer
  • 100 g gedeost
  • 3 spsk. æbleeddike
  • 1 tsk. akaciehonning
  • 3 spsk. olivenolie
  • salt og friskkværnet peber
  • lidt kørvel eller anden krydderurt

Skær auberginerne i tynde skiver, ca. ½ cm på den lange led. Vend skiverne med lidt olivenolie (3-4 spsk.), salt og friskkværnet peber. Grill skiverne ca. 1-2 minutter på hver side, så de får flotte mørke grillstriber.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Tag auberginerne af grillen, og læg dem på et fad. Del radicchioen ud i mindre stykker, skyl dem i koldt vand, og afdryp grundigt. Flæk avokadoerne, fjern stenene, og skær avokadoerne ud i mindre stykker. Fordel avokado, radicchio og gedeost ud over de grillede auberginer.

Rør eddike, honning, olie, salt og peber sammen til en vinaigrette, og hæld den ud over fadet. Pynt til sidst med grofthakket kørvel. Servér retten som forret, frokost eller tilbehør til en hovedret.

Groft landbrød med kerner. Find opskriften her!
Line Falck, Columbus Leth og Anders Schønnemann

Grillede svinekoteletter med melonsalat

Til 2 personer

  • 2 majskolber
  • 2 store svinekoteletter
  • lidt olie
  • salt og peber
  • 1 rødløg i tynde skiver
  • 1 netmelon i strimler
  • 1 håndfuld basilikum
  • lidt olivenolie
  • citronsaft
  • salt og peber
  • smør
  • ½ kg kogte nye kartofler

Pil majskolberne fri for blade, pensl med lidt olie, og grill dem på en varm grill, til de har skiftet farve fra mat gul til solgul. Pensl koteletterne med lidt olie, og grill dem på en varm grill, til de er akkurat gennemstegte.

Krydr med salt og peber. Vend imens løg, melon, basilikum, olie og citronsaft sammen. Smag salaten til med salt og peber. Servér majskolberne med smør og salt, grillede koteletter, melonsalat og nye kartofler.

Line Falck, Columbus Leth og Anders Schønnemann

Spyd med hvidløgsmarineret svinekød og myntetzatziki

Til 4 personer

  • 600-700 g skinkeculotte
  • 600 g små kartofler
  • 4 fladbrød

Citronmarinade:

  • 2 fed hvidløg
  • 3-4 kviste mynte
  • 3-4 kviste oregano
  • skal og saft af 1 usprøjtet citron

Myntetzatziki:

  • 1 agurk
  • 1 fed hvidløg
  • 1 spsk. olivenolie
  • ½ spsk. rødvinseddike
  • 200 g græsk yoghurt
  • 1 bundt mynte
  • salt

Citronmarinade

Hak hvidløg, mynte og oregano fint, og bland det med fintrevet citronskal og friskpresset citronsaft fra en citron. Skær kødet i store stykker, og læg det i en frysepose sammen med citronmarinaden. Lad kødet marinere i mindst 30 minutter på køl.

Skrub kartoflerne, og kog dem i letsaltet vand, til de lige akkurat er møre. Hæld vandet fra. Sæt kød og kartofler på spyd. Steg spyddene på en varm grill i 4-5 minutter på hver side.

Myntetzatziki

Skyl agurken, halvér den, og fjern kernerne. Riv agurken groft på et rivejern. Hak hvidløget fint. Bland agurk, hvidløg, olivenolie, eddike og yoghurt. Hak halvdelen af mynten fint (gem resten til pynt), og vend den i tzatzikien. Smag til med salt. Anret spyddene med myntetzatziki og fladbrød, og pynt med resten af myntebladene.

Line Falck, Columbus Leth og Anders Schønnemann

Grillet marineret ananas med citronis

Til 6 personer

Citronis:

  • 3 økologiske citroner
  • 6 dl sødmælk
  • 350 g sukker
  • 3 dl piskefløde
  • økologisk citronskal til servering

Marineret ananas:

  • 1 ananas
  • 2 spsk. brun farin
  • 4-5 spsk. rom

Citronis

Riv skallen af de 3 citroner fint, uden at den hvide, bitre hinde kommer med, og pres derefter saften ud. Varm mælk og sukker langsomt op, til sukkeret er smeltet, og rør, så mælken ikke brænder på. Tilsæt citronskal og -saft, og køl helt ned (massen vil nu skille). Pisk fløden stiv i en separat skål, og vend den i den afkølede mælkeblanding.

Pisk godt igennem med en stavblender, inden massen fryses. Hæld isen i en 1½-liters plastikbeholder med låg, og frys den i mindst 6 timer. Tag isen ud af fryseren, og skær den i store klumper. Kom dem i en foodprocessor, og kør, til isen har konsistens som softice. Hæld isen tilbage i plastikbeholderen, og frys den i yderligere 4-6 timer eller til næste dag.

Marineret ananas

Skræl ananassen, skær den i lange, tynde både, og læg dem i et fad. Bland farin og rom, og pensl ananassen med blandingen. Lad det trække, til det skal bruges. Du kan evt. tilberede den dagen før. Inden du griller ananassen, så tag lige risten af, og børst den let.

Det passer fint, at ananassen bliver grillet over den sidste varme, for den må ikke få for høje temperaturer, som vil få sukkeret og alkoholen til hurtigt at brænde på. Anret den grillede ananas på et fad eller på tallerkener, og servér med det samme med isen, så I får lun ananas med kold is.