Menuer

Braiserede svinekæber - Den bedste opskrift!

Hvis du drømmer om braiserede svinekæber, der smelter på tungen, så har vi fundet den bedste opskrift på svinekæber lige her!
af Louisa lorang / Foto: Anders Schønnemann 13.11.2020
Braiserede svinekæber - den bedste opskrift på svinekæber

Braiserede svinkæber i hvidvin er et oplagt måltid, når du får gæster på besøg og gerne vil lave en simreret ud over det sædvanlige. Med denne opskrift på svinekæber kan du være sikker på, at det kommer til at smelte på tungen. Retten er fyldt med saft og kraft fra det gode kød og tilberedes den på det rigtige måde, kan man virkelig få de gode smage frem. TIP! Retten kan uden problemer spises to dage i træk eller fryses ned, så der er skøn fastfood på en travl dag.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Braiserede svinekæber: Den bedste opskrift

Antal: 4 personer Det skal du bruge for at lave braiserede svinekæber

  • 12 svinekæber
  • Olie til stegning
  • 2 gulerødder i grove stykker
  • 3 persillerødder i grove stykker
  • 2 løg i både
  • 2 æbler i både
  • 5 fed hvidløg, knuste
  • 2 dl hvidvin
  • 6 dl hønsebouillon
  • 1 lille bundt timian
  • Salt og peber
  • 25 g koldt smør
  • Hakket persille

Tilbehør:

  • Kartoffelmos eller groft brød

Sådan laver du braiserede svinekæber

  1. Puds svinekæberne fri for hinder, eller få din slagter til det.
  2. Brun dem i lidt olie i en varm, tykbundet gryde – gerne støbejern, evt. ad flere omgange, så alle bliver brunet ordentligt.
  3. Tag kæberne op, og sautér halvdelen af gulerod, persillerod, løg, æbler og hvidløg. Kom kæberne tilbage i gryden oven på urterne, og tilsæt hvidvin.
  4. Kog op, og tilsæt bouillon og timian bundet med lidt kødsnor.
  5. Sæt låg på, og lad kæberne simre under låg i ca. 1 time. Byt lidt rundt på kæberne undervejs, så alle får lige meget varme.
  6. Tjek, at kæberne er helt møre, tag dem op, og si saucen.
  7. Kassér grøntsagerne, og kom saucen i en ren gryde. Lad den koge uden låg til den er lidt tykkere og smagfuld, ca. 10-15 minutter.
  8. Tilsæt resten af grøntsagerne og kæberne, og lad det hele simre i 15-20 minutter.
  9. Smag til med salt, peber og koldt smør.
  10. Servér kæberne toppet med hakket persille, og giv mos eller groft brød til.