Hjemmelavede kanelsnegle i pande
Kanelsnegle er noget af det hyggeligste, du kan bage. Alene duften kan få husets beboere til at stimle sammen i køkkenet og spændt vente på, at de kommer op på bordet. Så hvis du gerne vil gemme nogle til næste dag, gælder det om at lave nok eller gemme dem godt.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Vi har valgt at lave vores kanelsnegle i pande. Du kan selvfølgelig sagtens lave dem på bageplade i ovnen, men hvis du laver dem i panden, så får du faktisk en slags kanelsneglekage. Den er både dekorativ og lækker, og ser lidt mere festlig ud end en klassisk kanelsnegl. Smagen er præcis lige så god som altid, og hvis du vil, så kan du også vælge at pynte kanelsneglekagen med glasur.
Prøv også: Kanelsnegle lavet med æblefyld
Opskrift på kanelsnegle lavet i pande
Ca. 24 styk
Det skal du bruge til kanelsnegle:
- 2 dl mælk
- 50 g gær
- lidt salt
- 2 spsk. rørsukker
- 2 æg
- 200 g blødt smør
- 550-600 g hvedemel
Fyld:
- 250 g blødt smør
- 300 g brun farin
- 3 spsk. stødt kanel
- 40 g revet marcipan
Sådan laver du kanelsnegle:
- Lun mælken til ca. 35°, pas på den ikke bliver for varm. Hæld den lune mælk op i en skål, og opløs gæren heri. Tilsæt salt og sukker, rør herefter æg i.
- Smuldr smørret ud i melet, og når det er helt fintgrynet, samles det med de våde ingredienser.
- Ælt grundigt, og dæk dejen til med et viskestykke, og lad den hæve 1½ time et lunt sted.
- Bland blødt smør, brun farin, kanel og revet marcipan sammen til fyld.
- Ælt dejen glat, del den i 2o, og rul den herefter tyndt ud til en firkant (ca. 20 x 40 cm), gentag det, så du har 2 firkanter.
- Fordel fyldet på firkanterne, og rul dem hver især sammen på den korte led til roulader. Skær hver roulade ud i ca. 10-12 stykker, så du får i alt 20-24 stykker.
- Læg dem i en pande eller fad foret med bagepapir, og sørg for, at der er lidt luft imellem sneglene, da de hæver en del.
- Lad sneglene efterhæve i ca. 30 minutter, og bag dem ved 200° (175° varmluft) i ca. 20 minutter. Hold øje med dem, så de ikke brænder på.
- Lad dem køle lidt af, og drys evt. med perlesukker, spis dem gerne, mens de stadig er lune.