Pebernødder bagt med hvid peber
Pebernødder er lig med jul, men hvorfor er det egentlig, at vi spiser de runde småkager i juletiden?
Ifølge Anja Jørgensen, der er museumsinspektør på Frilandsmuseet, er pebernødder og klejner de ældste julekager i Danmark.
Historien bag pebernødder
Det kan være svært at forestille sig, men i helt gamle dage var brød lavet på hvedemel anset for at være noget fint, og man kaldte det derfor for kage.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Imens man stod og bagte de fine brød til jul, kunne man jo samtidig benytte lejligheden til at bage pebernødder.
Til pebernøddedejen skulle man blot tilføje forskellige krydderier og honning, og så havde man en dej, der kunne rulles ud som en lang pølse og skæres i små stykker.
Bagning af pebernødder indbød desuden til, at børnene kunne være med i processen, da de kunne stå og forme de små kugler. På den måde blev pebernøddebagning en social ting i juletiden, som vi den dag i dag stadig gør os i.
Hvorfor bruge hvid peber frem for sort?
I denne opskrift på pebernødder er der brugt hvid peber frem for sort.
Du kan også bruge rød peber i dine pebernødder.
Smagsmæssigt adskiller hvid og sort peber sig ikke særlig meget, og det er derfor ikke årsagen til, at man foretrækker den ene slags frem for den anden.
Bruger man hvid peber frem for sort, handler det mere om det visuelle udtryk. Hvid peber bliver derfor ofte brugt i lyse retter, så peberkornene ikke er synlige.
Har du ikke hvid peber derhjemme, når du skal i gang med at bage pebernødder, kan du derfor sagtens bruge sort peber.
Opskrift på pebernødder bagt med hvid peber
Antal: 80-90 stk.
Det skal du bruge for at lave pebernødder bagt med hvid peber
- 125 g smør
- 1 dl sukker
- 1 tsk. sirup
- 1 lille æg
- ½ tsk. stødt ingefær
- ½ tsk. stødt kanel
- ½ tsk. stødt kardemomme
- ½ tsk. stødt hvid peber
- 3½ dl hvedemel
- 1 tsk. natron
Sådan laver du pebernødder bagt med hvid peber
- Rør smør, sukker, sirup og mel sammen i en foodprocessor.
- Tilsæt æg og krydderier.
- Bland mel med natron, og rør det i dejen.
- Form små kugler. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Sørg for plads mellem kagerne.
- Bag kagerne ved 175° i 12-15 minutter.
- Afkøl et par minutter på bagepladerne, og læg dem på en bagerist for at afkøle helt.
Tip: Lav en ekstra portion, og kom den i fryseren, så du har en dej klar til mere bagning i julemåneden.