Forretter

Højtbelagt smørrebrød med røgede kartofler

Lav et lækkert, klassisk stykke smørrebrød med et tvist: Røgede kartofler med sprød skinke, dressing og purløg. Se her, hvordan du gør!
af Mia Davidsen. 30.07.2013 Foto: Jes Buusmann.
Røgede kartofler med sprød skinke, dressing og purløg
6 personer

Ingredienser

  • 6 skiver lufttørret skinke
  • 2 spsk. almindelig tyk mayonnaise
  • 2 spsk. cremefraiche eller græsk yoghurt (alle fedtprocenter kan bruges)
  • 4 rå grønne asparges, skåret i passende skiver
  • ½ tsk. sennep
  • ½ tsk. flydende Maggi-krydderi (smagsforstærker)
  • ½ tsk. citronsaft
  • Salt og peber
  • 6 mellemstore røgede eller kogte kartofler, skåret i skiver
  • 6 halve (eller hele) skiver hjemmebagt rugbrød
  • Purløg til pynt, finthakket

Sådan laver du smørrebrød med røgede kartofler

  1. Kog kartoflerne med en stor håndfuld salt. Det lyder af meget, men det er det ikke, når de bliver røget bagefter. Kartoflerne skal koges næsten færdige.
  2. Sørg for, at kuglegrillen er god varm, når du begynder. Kast 2 store håndfulde grov rygeflis (kan købes i jagt- og fiskeriforretninger og nogle gange også i supermarkedet) på de glødende kul, og læg kartoflerne på risten.
  3. Luk låget, og luk for spjældet. Lad dem ryge i 10 min., til de er lysebrune og færdige.
  4. Læg skinken på en plade med bagepapir, og bag den i ovnen ved 200° i ca. 6 min., til skiverne er sprøde.
  5. Rør mayonnaise og cremefraiche sammen, og tilsæt resten af ingredienserne.
  6. Lad dressingen hvile i 1 time. Smag den evt. til med mere salt og peber.
  7. Server kartoflerne på rugbrød med sprød skinke og dressing på toppen. Pynt med purløg.