Det skal du bruge:
Wontons
3 cm frisk ingefær
150 g hakket svinekød
1 æg
2 cl sherry
½ tsk. peber
1 spsk. sojasauce + til servering
1 spsk. østerssauce
150 g pak choy (eller spidskål)
2 tsk. mørk sesamolie
50 g purløg
36 ark wontondej
4 dl smagsneutral olie
Wontons kaldes også dumplings og er en kinesisk specialitet, der minder lidt om italienske ravioli – dvs. små dejpakker med madfyld. De skal enten dampes eller steges. Fyldet består for det meste af hakket svinekød, men det kan suppleres med f.eks. rejer og/eller erstattes af forskellige slags grøntsager. Som hovedret serveres wontons oftest i en suppe eller med tynde nudler til.
Opskriften er til seks personer.
Sådan laver du stegte wontons
- Skræl og hak ingefæren fint.
- Bland ingefæren med hakket svinekød og æg, sherry, peber, soja- og østerssauce.
- Snit pak choy fint, hæld kogende vand over, hak den, bland den i kødfarsen, og rør godt sammen.
- Når farsen er lind, tilsætter du sesamolie.
- Hak purløget, og tilsæt også det.
- Lad farsen hvile på køl i ca. 1 time.
- Læg 1 tsk. fars på midten af 1 stykke wontondej.
- Fugt siderne med vand.
- Fold dejen på midten, og fugt igen siderne med vand.
- Fold enderne imod hinanden, og pres dem sammen som en ravioli. Gentag med resten.
- Varm godt med olie op i en pande.
- Placér dine wontons tæt sammen i panden, og steg dem, indtil de er gyldne i bunden.
- Tilsæt ½ dl vand, og læg låg på.
- Lad dem dampe i ca. 7 minutter.
- Lav dem evt. på flere pander ad gangen, så de er færdige på samme tid.
- Servér med soja til og gerne en kold øl.