Kager

Citronlagkage med blåbærfrosting

Intet markerer en festlig begivenhed bedre end en smuk lagkage - og med denne opskrift på en kunstfærdig og lækker citronlagkage er det nemt at gøre kagebordet indbydende og festligt!
af Cecilia Fahlström 31.08.2017 Foto: Stine Christiansen/skovdalnordic.com.
Citronlagkage med blåbærfrosting

Fødselsdag, konfirmation, jubilæum, bryllup eller årsdag. De store begivenheder i vores liv markerer vi med hyggeligt samvær, hvor søde sager ofte også indtager en vigtig rolle i fejringen - og her hører en elegant og smagslækker lagkage sig naturligvis til. Vi serverer her vores bud på en lagkage, der netop er lidt ud over det sædvanlige: En skøn citronlagkage med blåbærfrosting.

Se også: Moderne citronmåne med hasselnødder

Det skal du bruge til citronlagkage med blåbærfrosting:

8 personer

Citronbunde, 2 stk.:

  • Lidt smør og mel
  • 185 g hvedemel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 225 g smør
  • 250 g sukker
  • 2 usprøjtede citroner
  • 4 æg
  • 1 vaniljestang

Blåbærfrosting:

  • 500 g smør, stuetemperatur
  • 500 g flormelis
  • 2 spsk. piskefløde
  • 3-5 tsk. frysetørret blåbærpulver (specialbutikker)

Desuden:

  • Lilla pastafarve
  • Blåbær

Prøv også: Pavlova med blåbærskum

Sådan gør du:

Citronbunde, 2 stk.:

  1. Tænd ovnen på 180°. Beklæd bunden af 2 springforme, Ø 17 cm, med bagepapir. Smør siderne med lidt smør, drys med mel, og bank det overskydende mel ud.
  2. Sigt mel og bagepulver sammen i en skål, og stil skålen til side. Smelt smørret, og stil det til side.
  3. Hæld sukkeret i en stor skål. Riv skallen af citronerne fint, og kom det i sukkeret. Pres 2 tsk. citronsaft, hæld den i skålen med sukker og citronskal, og rør det hele godt sammen.
  4. Slå æggene ud i skålen med citronsukker, og pisk. Flæk vaniljestangen på langs, skrab kornene ud, og kom dem i skålen. Pisk igen.
  5. Sigt melblandingen i citron-sukker-blandingen, og rør forsigtigt rundt, så der ikke er klumper.
  6. Hæld det smeltede smør i dejen, og vend den forsigtigt rundt.
  7. Fordel dejen ligeligt i springformene, og sæt dem i ovnen. Bag bundene i 15 minutter, skru ned på 165°, og bag i yderligere ca. 30 minutter, indtil overfladen bliver gyldenbrun. Tag kagerne ud af ovnen, og lad dem afkøle helt.

Frosting:

  1. Hæld alt smørret i en røremaskine, og pisk det godt igennem i 3-5 minutter. Smørret skal blive helt lyst og luftigt.
  2. Tilsæt flormelis 1 spsk. ad gangen, mens maskinen pisker ved mellem hastighed.
  3. Skru op på høj hastighed, og pisk frostingen igennem i 3-5 minutter, indtil den er hvid og meget luftig. Tilsæt undervejs piskefløden, og pisk den godt ind i frostingen.
  4. Tag halvdelen af frostingen fra, og stil den til side. Bland frysetørret blåbærpulver i den resterende frosting. Smag til, og tilsæt mere efter behov.

Saml lagkagen:

  1. Skær bundene til, så de er helt lige og vandrette på overfladen.
  2. Placér en citronbund på et kagefad, og fordel en generøs klat blåbærfrosting ovenpå. Placér næste bund ovenpå, og tryk den let ned i frostingen.
  3. Smør hele kagen op med et tyndt lag blåbærfrosting. Sørg for, at frostingen på kagens overflade er flot glattet ud med en paletkniv.
  4. Stil kagen i køleskab i ca. 30 minutter.
  5. Farv i mellemtiden den resterende frosting, der skal bruges til at dekorere kagens sider. Fordel den hvide frosting i 3 skåle. Lad den ene skål med frosting forblive hvid, og farv frostingen i de 2 resterende skåle henholdsvis lyslilla og mørklilla.
  6. Hæld de tre skåle med frosting i 3 sprøjteposer med runde sprøjtetyller.
  7. Tag kagen ud af køleskabet, og dekorér dens sider: Sprøjt en lodret stribe med de tre frostingposer ved først at sprøjte 2 prikker af den mørkeste frosting nederst, så 2 prikker af den lyslilla frosting og øverst 2 prikker af den hvide frosting. Brug en lille paletkniv eller bagsiden af en teske til at skrabe frostingprikkerne ud mod højre. Sprøjt en ny række af frostingprikker, der overlapper ”skrabene” fra den forrige række. Gentag mønsteret ved at trække frostingen mod højre med en paletkniv eller teske. Fortsæt på denne måde hele vejen rundt om kagen. Dekorér til sidst kagens top med blåbær.

Lad dig inspirere: 11 lækkerier med havens blåbær