Jordbærtærte med lemoncurd

Lav en lækker sød sag til kaffebordet i solen, og server denne drøm af en sommerdessert. Denne vidunderlige jordbærtærte har fået et ekstra pift med et lag lemoncurd, som giver den en ekstra frisk og lækker dimension.

Du kan nemt lave din egen lemoncurd efter vores opskrift, men færdiglavet lemoncurd sagtens også bruges, hvis tiden i køkkenet er knap.

Læs også: Blåbærlagkage med nøddekant!
 

Jordbærtærte - det skal du bruge:

(10-12 personer)

Kagebund:
3 æg
90 g sukker
30 g smør
100 g hvedemel
1 tsk. bagepulver
En springform, Ø 22 cm
Lidt smør og sukker til formen

Lemoncurd:
2 citroner, usprøjtede
2 æg
3 æggeblommer
80 g sukker
70 g smør

Pynt:
2 dl piskefløde
500 g jordbær

Prøv også opskriften: Lækker citron-mandelkage!
 

Sådan laver du din jordbærtærte:

Lemoncurd:
Riv skallen af citronerne på den fine side af et rivejern, og pres saften af dem.

Bland citronskal, citronsaft, æg, æggeblommer og sukker i en gryde, og varm det forsigtigt op til lige under kogepunktet. Rør konstant i gryden, til cremen har konsistens som tyk creme. Den må ikke koge!

Tag gryden fra varmen. Skær smørret i tern, og rør det i citroncremen lidt ad gangen. Lad cremen køle helt af i køleskabet.

Kagebund:
* Tænd ovnen p 180°.
* Pisk æg og sukker tykt og cremet med en elpisker - pisk i 8-10 minutter.
* Smelt smørret i en lille gryde ved svag varme, og lad det køle lidt af.
* Vend forsigtigt mel, bagepulver og smeltet smør i æggemassen.
* Smør springformen med smør, og drys den med sukker.
* Fordel kagedejen i formen, og bag den i ovnen i 20-25 minutter, til kagen er gylden, og kanterne slipper formen hele vejen rundt. Lad kagen afkøle på en rist.

Servering:
Pisk fløden til skum. Nip jordbærrene, og skær dem i halve. Læg kagen på et fad. Smør et tykt lag lemoncurd oven på kagen og herefter flødeskum. Top med jordbær, og server straks.

Læs også: Key limepie - lækker opskrift!