Denne tærte rimer simpelthen på sommer. Den sprøde tærtebund, den bløde, vaniljeprikkede mascarponecreme og de søde/syrlige blåbær. Uhm! En smuk og sommerlig tærte, som uden tvivl vil vække kagelykke.
Se også: Lav et smukt myggelys
Tærte med blåbær og mascarponecreme
6-8 personer
Tærtedej:
- 100 g mandler
- 150 g hvedemel
- 75 g flormelis
- 125 g smør
- 1 æg
- 100 g mørk chokolade
- en tærteform (ca. 24 cm i diameter)
Mascarponecreme:
- 250 g mascarpone
- ¼ l piskefløde
- korn af 1 vaniljestang
- 2 spsk. sukker
Pynt:
- 250 g blåbær
- 1 usprøjtet citron
Sådan gør du:
- Tærtedej: Skold og smut mandlerne. Blend dem til fint mandelmel i en foodprocessor. Tilsæt hvedemel, flormelis, smør og æg, og blend dejen hurtigt sammen i foodprocessoren. Læg den på køl i 30 minutter. Rul dejen ud med en kagerulle på et meldrysset bord, og læg den i en smurt tærteform, så dejen dækker formens bund og sider. Bag tærtebunden gylden i en 175° varm ovn i 15-20 minutter.
- Hak chokoladen, smelt den over vandbad, og pensl den afkølede tærtebund med chokoladen. Lad tærtebunden stå køligt, til chokoladen er stivnet.
- Mascarponecreme: Pisk mas-carpone sammen med fløde, vaniljekorn og sukker til en lys og luftig creme. Fordel cremen over den afkølede tærtebund.
- Pynt: Drys blåbærrene over cremen. Riv lidt citronskal over bærrene.
Mere kageglæde: Cremet koldskålskage