Kager

Marcipankage med appelsin og kakaosmørcreme

Denne skærekage passer perfekt ind i en hyggelig julestue. Indefra og ud er den fyldt med juleingredienser såsom appelsin og marcipan, der både giver skøn smag og konsistens.
af Camilla Biesbjerg Markussen 1.12.2021 Foto: Columbus Leth.
Marcipankage med smørcreme
6 personer

Marcipankage med appelsin

  • ½ usprøjtet appelsin
  • 150 g blødt smør
  • 150 g sukker
  • 150 g marcipan
  • 3 æg
  • 75 g hvedemel
  • 1 tsk. stødt kanel
  • ¼ tsk. salt
  • 1 lille brødform, 10 x 25 cm

Kakaosmørcreme

  • ½ usprøjtet appelsin
  • 50 g blødt smør
  • 150 g flormelis
  • 20 g kakao
  • 1 sprøjtepose med stjernetylle

Pynt

  • Evt. små chokoladekugler
  • Evt. spiseligt guldstøv

Sådan laver du en marcipankage med appelsin og kakaosmørcreme:

  • Tænd ovnen på 180°, og beklæd formen med bagepapir.

  • Riv appelsinskallen fint, og pres saften.

  • Pisk appelsinskal, appelsinsaft, smør, sukker, groftrevet marcipan, æg, mel, kanel og salt sammen med en elpisker.

  • Fordel dejen i formen, og bag kagen i ovnen i ca. 35 minutter.

  • Sæt formen på en bagerist, og lad kagen køle af i formen.

Kakaosmørcreme:

  • Pisk 3 spsk. appelsinsaft sammen med smør, flormelis og kakao i en skål med en elpisker ved lav hastighed et øjeblik og dernæst ved højeste hastighed, til cremen er let og luftig.

Pynt:

  • Fyld smørcremen i en sprøjtepose, og dekorér kagen med rosetter af cremen.

  • Pynt evt. med chokoladekugler og guldstøv.

  • Opbevar kagen i køleskabet, gerne 1 døgn, indtil den skal serveres.

TIP: Vil du lave flotte rosetter af smørcreme, skal du have fat i en sprøjtepose med en stjernetylle. Den kan fås i isenkramforretninger, og det kan godt betale sig at investere i god kvalitet, så den kan holde i mange år.