Kager
Kager
Pistaciecupcakes med limetopping
Forkæl gæsterne med de lækreste pistaciecupcakes med limetopping. Udover at smage himmelsk så skaber de også forårsfornemmelser med deres smukke grønne farve.
af Cecilie Sofie Svensson
26.04.2018
Foto: Stine Christiansen.
Cupcakes er altid uimodståelige – uanset om de glinser på kagebordet, i picnickurven eller bag konditorens glasrude. De små dekorative kager er en fryd for både øjet og maven, og denne opskrift på pistaciecupcakes med limetopping spiller på alle de helt rigtige smags-tangenter.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Er du vild med pistaciecupcakes, så prøv også jordbærtærte med pistaciepynt
Det skal du bruge til pistaciecupcakes med limetopping:
Ca. 12 kager
- 100 g smør
- 3 æg, str. M
- 150 g sukker
- 1 dl mælk
- 100 g marcipan
- 100 g usaltede pistacienødder (uden skaller)
- 1½ tsk. bagepulver
- 200 g hvedemel
- ½ tsk. fint salt
Topping:
- ½ lime
- 200 g stuetempereret smør
- Ca. 300 g flormelis
- Lidt grøn frugtfarve
- Lidt usaltede pistacienødder
- Lidt spiselige blomster
Se også: Kokoscupcakes med tørret ananas
Sådan gør du:
- Tænd ovnen på 180°. Smelt smørret. Pisk æg, sukker, smeltet smør og mælk sammen. Riv marcipanen fint, og vend den i æggemassen.
- Blend pistacienødderne til mel, og bland dem og de øvrige tørre ingredienser sammen med æggemassen. Dejen skal blot vendes, til den er akkurat ensartet. Hvis du rører for meget i den, bliver kagerne tunge og kompakte.
- Fyld dejen i muffinforme, ⅔ op, og bag kagerne på midterste rille i ovnen i ca. 18-20 minutter, til de ikke giver efter for et let tryk. Lad dem køle helt af på en rist.
Topping:
- Pres saften af limefrugten. Pisk smørret nogle minutter, til det er lyst og luftigt, og tilsæt så flormelis lidt ad gangen, mens du pisker videre, til cremen er meget luftig. Pisk frugtfarve og limesaft i.
- Brug en kniv til at glatte toppingen ud på toppen af hver kage.
- Hak pistacienødderne og de spiselige blomster, og pynt kagerne inden servering.