Fisk og skaldyr

OPSKRIFT | Saltet torsk med granatæble, brøndkarse og spelt

Saltet torsk med granatæble, brøndkarse og speltkerner. Granatæblets sødsyrlige smag klæder den rene smag af fisk usædvanligt godt og gør retten mættende for både mave og smagsløg.
af Mikkel Karstad 9.01.2017
Opskrift på saltet torsk med granatæble

Granatæblet, der oprindeligt har rødder i den afghanske muld, smager på en gang friskt, sødt og let syrligt. Saften fra kernerne kan bruges i både kød, grøntsager, desserter og ikke mindst sammen med gin eller champagne.

Her er det friske og sødlige granatæble sammensat med saltet torsk, brøndkarse og spelt.

Saltet torsk med granatæble, brøndkarse og spelt

Opskrift til 4 personer

INGREDIENSER

  • 300 g torskefilet (uden skind og ben)
  • 1 spsk groft salt
  • 1 tsk sukker
  • 1 dl hele speltkerner
  • 2 spsk æbleeddike
  • 4 spsk koldpresset rapsolie
  • salt og peber
  • ½ granatæble
  • 1 potte brøndkarse

LÆS OGSÅ: Torsk og granatæble er ikke den eneste gode kombination - se her opskriften på salat med stegt andebryst, granatæble og parmesan

FREMGANGSMÅDE

Dag 1
Tjek torsken for friskhed og ben. Læg torskefileterne på et fad, og drys med salt og sukker. Dæk fadet til med film, sæt det i køleskabet, og lad torsken salte i 12 timer på køl.

Dag 2
Hæld speltkerner i en gryde, og skyl dem godt i koldt vand. Hæld frisk vand på, så det dækker, og bring gryden i kog. Kog speltkernerne i 1-1½ time, indtil de er møre, sørg for at kernerne hele tiden er dækket af vand.

Tag kernerne af varmen, og hæld evt. overskydende vand fra. Mariner de kogte speltkerner med eddike, 2 spiseskeer olie, salt og peber. Bank granatæblekernerne ud af skallen med en ske, og kom dem i en skål.

Tag den saltede torsk ud af køleskabet, og skær den i helt tynde skiver. Læg skiverne på et fad eller på en tallerken, og drys speltkerner, granatæblekerner, brøndkarse, salt, friskkværnet peber og lidt rapsolie ud over torsken.

Server som en forret eller en frokostret med godt brød til.

LÆS OGSÅ: 7 grunde til at spise granatæble