Sådan laver du citronsnitter:
De små citronsnitter består af sprøde mørdejssmåkager, fyld af syrlig lemoncurd og pynt af glasur og citronskal.
TIP: Hvis du har travlt, kan du bruge færdigkøbt lemoncurd. Find det ved syltetøjet i supermarkedet
Småkager:
-
Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Bland vaniljekornene med lidt af flormelissen.
-
Kom vaniljesukker, flormelis, smør, hvedemel, bagepulver og vand i en foodprocessor, og kør det sammen til en smidig dej.
-
Stil den overdækket i køleskabet i ½ time.
-
Tænd ovnen på 190°.
-
Rul dejen ud med en kagerulle på et meldrysset bord i ca. 3 mm’s tykkelse.
-
Udstik cirkler i dejen med et glas, ca. 8 cm i diameter. Der skal bruges 2 dejcirkler pr. citronsnitte.
-
Læg cirklerne på en bageplade med bagepapir, og bag dem i ovnen i ca. 8 minutter.
-
Afkøl helt på en bagerist.
Lemoncurd:
-
Smelt smørret i en gryde ved svag varme.
-
Tilsæt æg, sukker, fintrevet citronskal og citronsaft.
-
Skru ned for varmen, og pisk godt, indtil cremen koger op.
-
Tag gryden af varmen, og hæld indholdet i en skål. Fortsæt med at piske, til cremen er helt afkølet.
Pynt:
-
Læg halvdelen af de bagte mørdejscirkler på et skærebræt, og smør med 1 spsk. lemoncurd på hver bund.
-
Saml citronsnitterne med den anden halvdel.
-
Bland flormelis med det kogende vand til glasur, og smør det på toppen af småkagerne.
-
Pynt med lidt revet citronskal, og lad dem tørre.