Boligindretning: Inspiration til dit hjem. 90'er-hjem i Nyhavn
Lejlighed

Boliggalleri: 90'er-hjem i hjertet af Nyhavn

af Mikkel Dahlstrøm og Julie Wittrup/Another Studio / Foto: Benjamin Lee Rønning Lassen 18.01.2018
Josefine Laigaards lejlighed i Nyhavn er et gensyn med 90’ernes tendenser såsom dyreprint og krom. Gå på udforskning i det spændende hjem.

Josefine Laigaard og kæresten Niels Asschenfeldt bor i lejlighed i en bygning med en ganske særlig historie på Nyhavns brostensbelagte kaj.

Bygningen og gangsystemet i kælderen har under Anden Verdenskrig skjult efterlyste frihedskæmpere og jøder, og op gennem årene har det været både jazz-værtshus, diskotek med topløs go-go, og i 2010 fik det nederste af bygningen titlen som Danmarks første økologiske restaurant.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Boligindretning: Inspiration fra 90'erne

Oven på al den historie bor parret nu og nyder både bygning og placering.

− Selvom der er begrænsninger ved at bo her, bygningen er fredet, så er det det hele værd. Den lille krog i stuen, der er indrettet som kontor, bruger vi faktisk mest fredag aften med et glas gin og tonic i hånden og et vindue på klem. Jeg elsker at sidde og nyde udsigten ud over Nyhavn, lytte til glade menneskers summen, der bare nyder tilværelsen. Det er ret så skønt, siger Josefine Laigaard.

LÆS OGSÅ: Emil Thorups internationale herskabshjem

Fra mørkt kontor med markiser

Det lyse og farverige hjem har dog ikke altid set sådan ud. Da parret overtog lejligheden, var den mørk, og markiser skjulte lyset fra de store, originale vinduer.

− Det havde været brugt som kontor. Derfor var der synlige elinstallationer overalt, gulvene var helt sorte, og så stod der en kæmpe kopimaskine i køkkenet. Alle paneler var desuden malet brune, og for at det ikke skulle være løgn, var der store markiser for vinduerne, der tog alt det smukke lys, fortæller Josefine Laigaard.

Men det fik parret hurtigt lavet om på. Josefine Laigaard og Niels Asschenfeldt malede alt hvidt for at få lyset tilbage, og samtidig blev gulvene slebet fri for den sorte maling.

Kærlighed til lavalampen

På den grå Montana-reol i stuen står et levende bevis. Lavalampen stod på de fleste børneværelser tilbage i 90’erne, men har nu en særlig plads i parrets indretning og fungerer som et kunstværk snarere end lyskilde.

– Jeg fik min første lavalampe, da jeg var seks år, og har elsket dem lige siden. Jeg er fascineret af dem på grund af farverne og den atmosfære, de skaber i et rum, og generelt bare designet på lampen, hvor stærke farver og krom går op i en højere enhed. Derudover er det som at se ind i et akvarie – beroligende og betagende, siger Josefine Laigaard om sin samlerpassion.

LÆS OGSÅ: 20 smukke køkkener - du kan forelske dig i!

Hun sætter dog de kitschede 90’er-elementer sammen med designklassikere som Eames, Wegner og Arne Jacobsen og tilfører det hotte materiale velour, der går igen i puder i sofaen, det store mørkeblå gulvtæppe fra Hay samt den bløde sækkestol, som Josefine Laigaards mor har kreeret 
til hende.

Boliggalleri: 90'er-hjem i hjertet af Nyhavn