boligreportage_trine_hassing_totalrenovering
Lejlighed

Halvandet år, 6.5 tons affald og en ny plantegning senere var Trine endelig i mål med sin totalrenovering

af Missu Schneidermann. Redigeret til web. Styling Gitte Christensen. Foto Stine Christiansen 27.04.2022
ALT i den 103 m2 store lejlighed i indre København blev fjernet, da Trine Lee Hassing overtog den. Men det var hele arbejdet værd, og i dag består hjemmet af et personligt mix af loppefund, IKEA-hacks og unikke løsninger.

Otte måneder i kaos og dernæst 10 måneder med detaljearbejde. Så længe tog det Trine Lee Hassing at totalrenovere sin lejlighed på 103 m², som efter 46 år, hvor intet var hændt, trængte til en kærlig hånd. Tre lag lofter og bærende vægge blev revet ned, gulvet blev revet op, og et nyt af sildeben blev lagt.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Også lejlighedens plantegning fik en overhaling, fordi Trine havde muligheden for at ryste posen og udnytte lysindfaldet.

– Der er sådan et fint lysindfald i den ene ende af lejligheden, så her samlede jeg tre rum til ét stort, der nu rummer køkken, spiseafdeling og stue. Lejlighedens anden ende er mørkere, så der har jeg lavet soveværelse og kontor, siger Trine.

Projektet krævede flere ingeniører og en række håndværkere, men Trine klarede alligevel størstedelen selv.

– Jeg rev selv alt ned, undtagen mure. Jeg besluttede at skrælle hele lejligheden ind til stellet. Gulve, lofter og årtiers lag tapet blev revet ned, og der blev slæbt seks et halvt ton affald ud af lejligheden, fortæller Trine.

Da de otte måneder med renovering og nedrivningskaos endelig var overstået, fulgte en nu lige så lang finpudsning af ”detaljer”, som Trine kalder det. Her fik hun fræset el ind og sat spots op i loftet. Hun tilpassede og malede desuden radiatorskjulere fra Røverkøb og skabte en ekstra hjørnekontorplads med en simpel træplade fra Silvan.

Genbrug og nyt design

Ud over radiatorskjulere og kontorplads har lejligheden flere unikke løsninger, som Trine selv har udtænkt og bygget.

Hendes natbord, som er limet sammen af gammelt marmor, fik hun sin tømrer til at skære til, og stort set alt i lejligheden er genbrug.

– Min indretningsstil er et miks af nyt og gammelt, design og storskraldsfund, og sådan kan jeg bedst lide det. Inden jeg flyttede ind, solgte jeg alt fra min gamle lejlighed, der ikke havde affektionsværdi. Først da den nye lejlighed var til at bo i, begyndte jeg at købe ting til den, og stort set alt er købt på DBA.

Hun holder meget af genbrug og foretrækker faktisk, at der ikke er en rød tråd i indretningen.

– Det er meget sjovere, når alt ikke er nyindkøbt, men har noget sjæl. Der skal være plads til Ikea-hacks og skøre fund såsom mit spisebord, som jeg fandt til 900 kr. på Gul & Gratis, siger hun.

Sarte farver giver ro

I Trines lejlighed er der ingen hvide vægge, og i soveværelset er både paneler, karme, dør og vinduesrammer malet i samme bløde nuance.

– Jeg elsker at være hjemme, og mit hjem skal være et sted, hvor jeg har lyst til at være. Jeg er en hygger, der bygger hule, og eftersom et hvidt hjem hurtigt kan blive lidt klinisk, er farver gode til at skabe hygge og stemning, mener Trine. Selv om farverne får lov til at dominere i lejligheden, betyder det ikke, at de larmer, eftersom Trine har valgt sarte farver, der giver ro.

– Det må endelig ikke blive et sammensurium af stærke farveladefarver. Farvetonerne skal være rolige og afdæmpede, så mit hjem bliver et sted, hvor jeg kan komme ned i gear, slappe af og lade op. Det er først og fremmest vigtigt, at det føles rart, siger Trine.

Boligrpeortage: Se Trine Lee Hassings vilde totalrenovering

boligreportage_trine_hassing

Hvem?

Trine Lee Hassing, stylist og indehaver af Été Beauty på Gammel Kongevej i København, 37 år, og hendes kæreste.

Hvad?

Lejlighed på 103 m² på grænsen mellem Vesterbro og indre Frederiksberg i København.

boligreportage_trine_hassing_entre_indbyggede_skabe.

For at skabe sammenhæng i rummene har Trine ladet køkkenets Ikea-skabe gå igen som klædeskabe med indhak, der øger rumfornemmelsen. Både vægge og skabe er malet med Jotuns Airy Green. Messinggrebene er fra Københavns Møbelsnedkeri.

boligreportage_trine_hassing_stue_lysegroenne_vaegge_flaglinestol_sildebensparket

I Trines stue er der meget at gå på opdagelse i, men med en afdæmpet vægmaling bevares et roligt udtryk. Stolen er Wegners Flaglinestol, som er et arvestykke, mens Flos-væglampen og Hein-billedet er købt nye til lejligheden. Både Montana-reol og marmorsofabordet er genbrugsfund. Vægfarven er Jotuns Airy Green.

boligreportage_trine_hassing_stue

En nedtonet sofa er et sikkert valg med en lang levetid. Denne er Ikeas nyklassiker Söderhamn, og puderne er fra Marrakesh, Aiayu og H&M. Eclipse-lampen i vindueskarmen er fra Beau Marché, og vaserne fra Lyngby.

boligreportage_trine_hassing_koekken_graablaa_lysegroenne_vaegge

Hvad der før var tre rum blev til ét, så køkken, spiseplads og stue blev forenet i et køkkenalrum. Spisepladsen er matchet med køkkenets mørkegrå farve og granitbordplade.

boligreportage_trine_hassing_koekken_lejlighed_graablaa_elementer.

Et køkken på budget er ingen årsag, hvis du allierer dig med Ikea. Trines Ikea-køkken er blevet peppet op med Veddinge-fronter og messinggreb fra Københavns Møbelsnedkeri, som også beklæder hendes klædeskabe. Bordpladen er i mat granit og spejlskulpturen på væggen fra Sara Schönbeck. Radiatorskjuleren er fra Røverkøb.

boligreportage_trine_hassing_skrivebord_vaegopbevaring

Trine har udnyttet indhakket i soveværelset ved at skabe et ”creative space” med en plade fra Silvan, som hun selv har skåret til. Vægopbevaringen er fra Vitra, skamlen fra storskrald og arbejdslampen fra Jotex.

TIP: Ønsker du mere farve i din indretning, eller har du et genbrugsmøbel, der trænger til nyt liv, kan du som Trine nemt peppe det op med en klat maling. Vil du male striber eller tern, kan du bruge malertape som skabelon.

boligreportage_trine_hassing_opbevaring_gavepapir_haykasser_hylde

Når gulvpladsen ophører, er det en god løsning at udnytte lofthøjden til opbevaring. Her har Trine hængt en diskret hylde op til hobbysager.

boligreportage_trine_hassing_ivar_skab_ikea_hack.

For at skabe en hyggelig hulestemning kan du male alle rummets flader i samme farve. Skabet er Ikeas Ivar, og de malede ben er også fra Ikea. Spejlet er fra Zara Home, gardinerne fra Jotex, og vægfarven er Jotuns Soft Skin.

boligreportage_trine_hassing_-sovevaerelse_beige_vaegge_natbord_marnor

Har du overskydende materialer fra et byggeprojekt, kan du bruge dem til at lave dine egne DIY-projekter. Trines natbord består af gamle marmorfliser, som er limet sammen til et bastant møbel. Sengelampen er den klassiske Lampe Gras, og sengetøjet er fra Aiayu

boligreportage_trine_hassing_toilet_messingdetaljer_moenstret_tapet

Badeværelset kan hurtigt blive klinisk, men en varm vægfarve og mønstret tapet gør underværker. Vægfarven er Jotuns Space, tapetet er fra Cole & Son, spejlet fra Københavns Møbelsnedkeri, og minivasken er fra Arkilife.