boligbrevkasse_saadan_skaber_du_sammenhaeng_indretningen
Stue

Boligbrevkasse: 4 konkrete regler, der sikrer sammenhæng og harmoni i hjemmet

af redaktionen. Foto: Anitta Behrendt 28.01.2022
Synes du også, det kan være svært at få skabt ordentlig sammenhæng mellem materialer, farver og ’områder’ i hjemmet? Faktisk findes der nogle helt konkrete regler og råd, du kan følge, for at få det hele til at gå op i en højere enhed. Mad & Boligs indretningsekspert hjælper dig på vej.

Mange af os har en klar fornemmelse af, når indretningen går op i en højere enhed. Uden at vi måske egentlig helt kan sætte ord på, hvorfor det forholder sig sådan.

Men har du nogensinde hørt om 60/30/10 + S-formlen? Eller kontrasteffekten, omdrejningspunktet og visuelle broer? Dét er nemlig ting, der kan sige noget om, hvorfor vi oplever harmoni i et rum – og kender vi endda til dem på forhånd, så er det langt lettere at sikre et godt indretningsresultat. Mad & Boligs tidligere indretningsekspert Frida Ramstedt gør dig klogere.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Mad & Boligs boligbrevkasse: Skab sammenhæng i indretningen med disse fire begreber

Spørgsmål: Hvordan tilføjer jeg farver til hjemmet, uden at jeg skal male det hele?

Jeg vil gerne have flere farver ind i boligen uden at skulle male alle væggene, men det skal ikke stikke ud som små farvede klatter, der ikke passer med resten af indretningen. Hvad gør jeg?

Hilsen Amalie

Svar:

Klassisk problem! Løsningen ligger i fordelingen af farver på tværs af rummet og samspillet mellem farverne. Der kan man bruge princippet 60/30/10 + S, som betyder, at: 60 % af rummet bør bestå af en hovedfarve (bruges på store overflader som vægge og lofter), 30 % af rummet suppleres med en sekundærfarve, der harmonerer med hovedfarven (bruges på f.eks. sofa, tæppe, lænestol, bord), mens 10 % af rummet krydres med 1-2 accentfarver (bruges på f.eks. puder, gardiner, tæpper). Det er vigtigt, at du vælger en accentfarve, der understreger hovedfarven og får den til at poppe. + S betyder, at der er brug for en lille sort detalje for at forstærke de valgte farver. I mørke rum kan du i stedet vælge en hvid detalje for at opnå den tilsvarende kontrasteffekt.

Hilsen Frida

boligbrevkasse_saadan_skaber_du_sammenhaeng_indretningen_med_farver.

Foto: Mia Mortensen

Spørgsmål: Hvordan får jeg skabt sammenhæng?

Hvordan får jeg køkken og spiseplads til visuelt at hænge sammen i alrummet?

Hilsen Rikke

Svar:

For at få køkkenet og spisestuen til at hænge sammen, uden at de flyder sammen, er det godt at tænke på tre ting: kontrasteffekten, omdrejningspunktet og visuelle broer. Du bør normalt undgå at have samme farve på køkkenfronterne som på hele spisegruppen (både spisebord, stole og lampe), ellers får du ingen kontrasteffekt i rummet. Tænk samtidig over, hvad i rummet du vil have som omdrejningspunktet. Hvad skal øjet naturligt tiltrækkes af og lande på? Sørg for at afbalancere kontrasterne i dine farvevalg i overensstemmelse hermed, så det, du vil bruge krudtet på, også "skiller sig mest ud". For at forbinde to dele af et rum kan du hente en detalje fra køkkenet (f.eks. farven eller materialet på håndtag og beslag eller træsorten i bordpladen) i spisepladsens møbler, hvilket skaber en visuelt sammenhængende bro mellem baggrund og forgrund. En anden idé kan være at vælge en dug eller tæppe ved spisepladsen, der fanger en farve fra køkkenskabene, viskestykker og andre detaljer såsom skåle, fade eller skærebrætter, du har stylet det med. På denne måde giver du øjet fællesnævnere på begge sider af rummet.

Hilsen Frida