Blomster & Planter

Guide: Tips til at få de smukkeste forårsblomster

Tekst og 1.02.2022
foto af Tine Edinger og Anita Lindberg
Vinteren er fortsat over os, men de første forårsblomster begynder lige så stille at melde deres ankomst. Bliv klogere på pleje af de tidlige forårsblomster, og byd det foråret velkommen med forårsdekorationer både inde og ude.

Efter vinter kommer vår, og hvis du nåede at så frøene til forårets blomster i efteråret, kan du nu nyde synet af dine grønne anstrengelser. Nåede du ikke at så, kan du glæde dig over din haves egne forårsbebudere og eventuelt supplere med lidt ekstra forårsstemning købt hos blomsterhandleren.

Dyrk de tidlige forårsBLOMSTER

Vil du have forårsblomster i haven allerede i februar måned, skal de plejes på den rette måde. Her får du en guide til pasning af de tidlige forårsblomster:

Erantis ruller et herligt gult tæppe af små blomster ud fra januar til marts. Erantis breder sig let via frø. Trives i halvskygge i porøs jord.

Hyacinter blomstrer fra marts til maj i næsten alle regnbuens farver. Efter blomstring bør du fjerne de visne blomster, så løget kan bruge alle kræfterne på at samle ny energi til løget. Hyacinterne trives bedst i sol i almindelig havejord.

Anemoner findes i mange forskellige arter - både i hvide, blå, lyserøde og gule nuancer. Alle tilhører ranunkelfamilien og findes i det meste af verden. Her i landet er det især den hvide anemone, der fylder skovbundene med deres smukke blomster i april-maj, men du kan også være heldig at finde den med gule blomster. Trives i en almindelig god muldjord i sol-halvskygge. I vores haver er det almindeligt at dyrke fransk anemone, balkananemone og høstanemone.

Vintergækker er en af de tidligst blomstrende løgplanter, vi kender. Allerede inden vinteren er forbi, kan den være i blomst. Den er meget hårdfør og vokser godt i fed jord. Vintergækker danner mange små nye sideløg, så det er nødvendigt af og til at dele klyngerne af løg. Når løgene står for tæt, vil det gå ud over blomstringen.

Julerose (Helleborus niger) blomstrer fra december til april. Den vil gerne have en kalkrig jord i sol eller halvskygge.

Persisk skilla er en af de helt tidlige forårsbebudere, der blomstrer i februar - blot et par uger efter vintergækken. Den yndige lyseblå plante, som nemt kan forveksles med porcelænshyacint, lever bedst i veldrænet og porøs jord - gerne under løvfældende buske og træer. Løgene skal hverken vandes eller gødes, når de er kommet i jorden. 

Krokus blomstrer fra februar til april med smukke blomster i mange forskellige farver. Den kan gro i alle veldrænede jordtyper og kan derfor bruges næsten overalt i bede, græsplæner eller i potter indendørs. Jo mere lunt og solrigt de står, jo tidligere dukker blomsterne op.

Få inspiration, og snup vores idéer med skønne forårsblomster her:

Bind et bånd om blomsternes stilke, og sæt dem i en fin skål med vand. Her kan de holde sig i mange dage, hvis løgets rødder er dækket med vand.  

Brug glas og små vaser til havens smukke vintergækker. Så kan du nyde dem både inde og ude. 

Vintergækkerne er et af de klareste tegn på vinterens afslutning og det skønne forårs begyndelse. 

Løgbuketten her består af laksefarvet hyacint ’Gypsy Queen’, anemoner, primula, narcisser og et par enkelte lilla ranunkler. Skyl jorden af de forskellige løgvækster. Miks blomsterne, så buketten bliver højest i midten. Hold sammen på stilkene med den ene hånd, og bind et stykke grov snor om stilkene med den anden hånd. Fyld et fad med vand, og stil buketten på fadet. 

Narcissus ’Erlicheer’ er en bedårende dobbelt narcis, der blomstrer fra april. Den er her sat i en almindelig glaskrukke. Skyl først løg og rødder rene for jord, og placer narcissen i krukken med lidt vand i bunden. Kan plantes ud i haven efter afblomstring. 

Forskellige forårsblomster er her plantet i en stor bred glaskrukke med lidt jord og vand. Vi har valgt kugleprimula, bellis og balkananemoner. 

De fine, lilla blomster skaber liv og forårsstemning i haven. 

Bind et bånd om blomsternes stilke, og sæt dem i en fin skål med vand. Her kan de holde sig i mange dage, hvis løgets rødder er dækket med vand.  

Her har vi gravet en stor balkananemone op af haven og sat den i en lille glasskål med lidt vand. Anemoner kan begynde at pible op af jorden allerede i marts, men begynder først blomstringen, når der ikke længere er sne og frost om dagen. 

Kom de blomstrende løg ned i en pæn krukke og herefter i en brun papirpose. Bind et bånd omkring posen, og forær den som værtindegave. 

Saml en tilfældig håndfuld af havens smukke forårsblomster, og brug dem som dekoration i en lille vase. 

De yndige vintergækker ser smukke ud i haven, men bring dem også indenfor og stil dem i slanke krystalvaser. Stil gerne vaserne op ad en farverig baggrund, så udtrykket ikke bliver for fersk.