Solhat — en prærieblomst
Ordet prærie leder ikke tankerne hen på pragtfulde blomster, men faktisk er der mange fugtige områder, i de prærielandskaber vi kender fra film, der giver god grobund for stauder som fx solhat. Her får du vores guide til solhat.
Guide: Dyrk solhat i haven
Solhat, Rudbeckia fulgida, er en af sensommerens og efterårets skønneste stauder. Den er en del af kurvblomstfamilien, og de fleste bliver omkring 50 cm høje. Planten har ru blade og store ofte gule blomster med et sort øje på oprette stængler. Rudbeckia fulgida breder sig lige så stille, hvis den får lov, og danner tætte klynger og med tiden et tykt tæppe. Det gør den til en god bunddækkeplante på solbeskinnede områder. Et fantastisk syn, når den har pladsen til det.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Solhat blomstrer fra august til september. Sensommerblomstringen gør den til et eftertragtet indslag i den insektvenlige have, den lokker både bier og sommerfugle til. Ønsker du at sørge for, at der er blomster til insekterne fra de vågner af vinterdvalen til de går i hi, så er solhat et rigtig godt bud på en efterårsbuffet.
Vinterudseende
Solhat pynter ikke bare med sin fantastiske blomstring i løbet af sommeren. Lader du de visne blomster sidde, ser frøstandene også meget dekorative ud om vinteren, når rimfrosten eller sneen hylder dem ind i hvidt. Den måde de står opret gør, at hvis sneen daler ret ned fra oven, så vil de alle få små låg af sne på sig, hvilket er et herligt syn.
Pasning og pleje af solhat
Solhat er ikke spor besværlig, særligt ikke når den trives. Solhat nyder en leret jord og selvfølgelig fuld sol.
Formering af solhat
Du kan formere dine solhat ved deling både i foråret og i efteråret.
Her får du tips til at dele stauder:
4 hårdføre stauder, som trives i krukker
Forskellige solhatte
Solhat findes i forskellige arter og sorter, som passer til en smag. Den gule og mest normale er Rudbeckia fulgida, og det er den der danner de tætteste klynger. Rudbeckia laciniata, også kaldet kæmpesolhat, er en stor version, der kan få blomsterstængler helt op i 2 meters højde. Rudbeckia nitida bliver også op imod 2 meter høj men blomstrer fra juli til november. Ofte får solhat populærnavn efter farven, f.eks. rød solhat, purpursolhat etc.
Rød solhat
Rød solhat er populær på niveau med den gule Rudbeckia fulgida. Solhatten Rudbeckia x hirta ’Ruby Ruby’ er en skøn, enårig blomsterplante, der blomstrer hele sommeren, og indtil frosten sætter ind. Den røde solhat bliver ca. 25 cm høj, er god både som kantplante eller i krukke, og de kirsebærrøde blomster holder godt i en vase. Den kan sås direkte på voksestedet i april-maj eller forspires indendørs fra februar.
Misforståelsen om purpursolhat
Purpursolhat og solhat bliver ofte sat i samme bås, men der er ikke tale om den samme art. Purpursolhat hedder på latin Echinacea purpurea. Den minder meget om solhat, og når der tilmed er sammenfald i navnet, er der ikke noget at sige til, at de latinske navne til tider bliver forbyttet i handlen.
Purpursolhat har til forskel en brunlig midte omkranset af purpur, rosa eller hvide kronblade. De bliver mellem 60 og 90 cm og blomstrer fra juni til oktober.