Plant dahlia nu.
Havekalenderen

Havekalender | Uge 22

Af 0 27.05.2021
27.05.2021 - af: Redaktionen. Foto: Anita Lindeberg, Tia Borgsmidt.
I denne uge skal noget plantes, andet skal der tyndes ud i og der er tilmed noget fra sidste år, der spøger – der er nok at se til i haven. Her får du inspiration til ugens gøremål.

At plante en have er en optimistisk handling. Når du planter et frø, sår du håb i jorden. Du stoler på fremtiden, selv om der ikke er umiddelbare tegn på, at nyt liv vil spire.
– Marilyn Barrett

Tilbage til oversigten: Isabellas’ havekalender.

INSPIRATION TIL GØREMÅL I HAVEN | UGE 22

Tjeklisten:

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

  • Kom kål i komposten
  • Bind agurk og tomat op
  • Tynd ud i gulerødderne
  • Plant dahlia og gladiolus
  • Tjek slatten salat

Kom kål i komposten

Står der kålstokke tilbage i køkkenhaven, så fjern dem nu og læg dem i kompostbunken, efter at have hakket dem i mindre stykker med en spade. Grav kompostbunken igennem for at ilte den, tilfør evt. lidt benmel og vand. Der, hvor kålplanterne stod, sås rodfrugter som gulerødder, rødbeder og selleri.

Bind tomater og agurker op i drivhuset.

Bind agurk og tomat op

Drivhusets tomat- og agurkeplanter skal bindes op. En snor ophængt øverst i drivhuset bindes om stænglen med en stor løkke, der kan justeres. Det giver dig mulighed for at give planterne mere snor, efterhånden som de vokser til, så snoren ikke gnaver sig ind i stænglen. Planterne vikles omkring snoren med uret, hver gang toppen er vokset så meget, at den ikke længere kan holde sig selv oprejst.

Tynd ud i gulerødderne

Gulerødder sået i foråret skal tyndes ud nu. Tynd ud til ca. 3 cm mellem hver gulerod og læg gerne fiberdug hen over gulerødderne, da duften af gulerod som spreder sig, når man udtynder, vil tiltrække gulerodsfluer. Jo hurtigere du dækker de udtyndede rækker til, jo bedre chance er der for at undgå hullede gulerødder fra gulerodsfluens larver.

Plant dahlia og gladiolus

Dahliaknolde og gladiolusløg kan lægges i jorden, og eksemplarer, der er forspiret i potter, kan plantes ud nu, hvor der ikke længere er risiko for nattefrost. Hold øje med spirerne på dahliaerne, og beskyt dem, hvis du har mange snegle i haven, da de er nogle af sneglenes favoritter.

Tjek slatten salat

Visner salatplanterne pludselig uden nogen synlig grund, kan det skyldes knop­orm, som lever under jorden. De gnaver roden over lige under jordoverfladen, så planten ikke længere kan trække vand op til bladene. Grav forsigtigt ned omkring roden på den visne plante og se, om du kan finde larven, inden den fortsætter til næste plante.