Nåletræ dyrket i krukke og brugt som juletræ indenfor
Træer og buske

5 tips til at dyrke nåletræ i krukke

Af Anita Banner. 30.11.2022
Foto Frederikke Heiberg og Jytte Boch.
Dyrk nåletræer i krukker og undgå at smide juletræet ud efter den 24. december - nåletræet kan holde i flere år, hvis du passer det korrekt. Se her, hvordan!

Det er højsæson for pyntegran og juletræer, og højeste mode er at plante små nåletræer i krukker og nyde dem både ude og inde. Men hvordan får man de grønne, stikkende træer til at trives optimalt?

5 tips til at dyrke nåletræer i krukker

Bliv klogere her, hvor vi giver dig fem tips til dyrkning af vinterens grønne træer.

1. Plant ud med omtanke

Du kan godt plante et krukkenåletræ ud i haven. Du skal bare gøre det på det rigtige tidspunkt. Efteråret er optimalt, for her er jorden ofte fugtig af nedbør, men stadig lun efter sommeren.

Undgå at plante træet ud, når det er meget tørt eller vådt. Du skal heller ikke gøre det, når jorden er frossen, selv om du måske godt kan grave i den. Det bedste tidspunkt er september til december. Nordmannsgran dog i august til slut-september.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

2. Gå efter dværgvækst

Inden du farer ud og køber nåletræer til krukkerne, skal du vide, at det er en fordel at vælge mindre arter eller nåletræer med dværgvækst, så de vokser langsomt. S

ukkertopgran er velegnet, da den er langsomt voksende og ikke bliver særlig stor. Dog er den kegleformede vækst ikke lige så moderne som de klassiske nåletræer, der stritter mere med nålene.

Penselfyr er meget populær lige nu, og derudover kan du vælge de fleste andre slags såsom blå atlasceder, der også har været fremme i nogle år. Spørg blot efter nåletræer med dværgvækst på dit havecenter.

3. Pas på den tørre luft

Har du et nåletræ stående i en krukke indenfor, gælder det om at tage sig ekstra kærligt af det, hvis det skal overleve i mere end en måned.

Foruden regelmæssig vanding bør du placere det et lyst og køligt sted, hvor luften ikke er for tør. Undlad f.eks. at stille det tæt på en kakkelovn. Spray evt. træet med vand fra en vandforstøver, hvis luften er meget tør.

Nordmanns- og rødgran holder bedst indenfor. Lad evt. træet vænne sig gradvist til varmen ved først at placere det i en garage, inden det kommer ind i stuen.

4. Undgå regn og frost

Selv om nåletræer er hårdføre i haven, er de forholdsvis sarte i krukker. Har du krukkerne stående til pynt på altanen eller terrassen, er det en fordel at rykke dem ind under udhænget om vinteren, så træerne er mindre udsat for regn. Det er nemlig ofte ikke frosten, der gør det af med nåletræerne, men derimod vandet i krukkerne. Fryser det til is, vil krukkeeventyret ofte være forbi.

5. Vand regelmæssigt

Et nåletræ i havejord har mulighed for selv at finde vand og næring via rodnettet, men når det står i en krukke, må du sørge for at varte det op. Vand træet regelmæssigt, og sørg for dræn i krukken til overskydende vand. Giv træet gødning en gang om året.