Desserter

Stikkelsbærfool

De syrlige stikkelsbær passer perfekt i den klassiske engelske dessert, hvor sukker og vanilje giver sødme.
af Anita Banner og Susie Helsing Nielsen 29.05.2013 Opskrifter: Marie Melchior og Helle Brønnum Carlsen. Foto: Niels Jensen, Colourbox, Betina Hastoft og Wichmann+bendtsen photography
Stikkelsbærdessert

Stikkelsbærfool er en klassisk engelsk dessert, som pynter på bordet.

Stikkelsbærfool

4 personer

Det skal du bruge
500 g modne stikkelsbær (gem lidt til pynt)
300 g sukker
3-4 dl piskefløde
Kornene af ½ vaniljestang

Sådan gør du
Skyl og nip stikkelsbær, og læg dem i en tykbundet gryde. Lad dem koge svagt under låg i egen saft med sukkeret. Pas på, at de ikke brænder på, før de sprækker, og væden trænger ud.

Når dine stikkelsbær er gået i stykker, men kompotmassen stadig er lidt uensartet, tager du dem af blusset og lader blandingen afkøle.

Pisk fløden til skum, og smag til med vaniljekorn og evt. lidt sukker, da visse stikkelsbær er ganske sure og godt kan tåle meget sødme.

Rør et par skefulde af flødeskummet i kompotten, og læg så kompotten lagvis med flødeskum i høje dessert- eller champagneglas.

Server din stikkelsbærfool afkølet som dessert med friske stikkelsbær på toppen.

Vil du dyrke dine egne stikkelsbær? Læs her, hvilke sorter der er bedst, og hvordan du skal passe dine stikkelsbær