Aftensmad

Laksetærte med asparges og squash-salat

Fang dig selv et stykke røget laks i køledisken hos fiskehandleren og brug det i en lækker tærte med asparges og squashsalat. Du får opskriften her!
af Camilla Zarah Lawes 17.07.2018 Foto: Wichmann+Bendtsen.
Laksetærte med asparges

Laksetærte er en nem og velsmagende måde at få sneget mere ind på middagsbordet! Vi har lavet en nem dej og fyldt tærteformen til randen med frisk spinat, asparges og fløjsblød, røget laks. Servér med syrlig squash-salat og ristede hasselnødder for en skøn og let hverdagsmenu, der også er god til frokost dagen efter.

Det skal du bruge til laksetærte med asparges og squash-salat:

4 personer

TÆRTEBUND:

  • 100 g koldt smør
  • 120 g hvedemel
  • 50-60 g grahamsmel
  • 100 g græsk yoghurt 10 %

FYLD:

  • 100 g hel spinat
  • 1 bundt asparges
  • 2 æg
  • 1½ dl piskefløde
  • Evt. 1 fed hvidløg
  • 200 g røget laks
  • 50 g pinjekerner

SALAT:

  • 1 squash
  • ½ dl rapsolie
  • Saft af ½ citron
  • Havsalt og friskkværnet peber
  • 1 bundt basilikum
  • 75 g hasselnødder

Sådan gør du:

TÆRTEBUND:

  1. Skær smørret i små stykker, og smuldr det i de 2 slags mel. Saml dejen med yoghurten, pak den i husholdningsfilm, og lad den hvile i køleskabet 1 time.
  2. Rul dejen ud, og fordel den i den smurte tærteform. Prik bunden med en gaffel, og bag den i ca. 8 minutter ved 200°, til kanterne er let gyldne.

FYLD:

  1. Nip stilkene af spinatbladene, og skyl dem. Blanchér spinaten i spilkogende, saltet vand i 1 minut. Lad spinaten dryppe af og afkøle, og dup den tør.
  2. Skær de træede ender af aspargeserne af, og skær resten i skrå stykker på 3 cm. Blanchér dem i spilkogende, saltet vand i 2 minutter.
  3. Pisk æg og piskefløde godt sammen, og vend den blancherede spinat i. Pres evt. 1 fed hvidløg i blandingen. Fordel asparges i tærtebunden.
  4. Skær laksen i mindre stykker, og fordel den i bunden. Hæld spinatfyldet over asparges og laks, og drys med pinjekerner.
  5. Bag tærten i 15 minutter ved 225°.

SALAT:

  1. Skyl squashen, og skær den i tynde, aflange skiver med et mandolinjern. Vend dem med olie og citronsaft, og krydr med salt og peber. Pynt med basilikumblade.
  2. Varm en pande, og rist hasselnødderne i 5 minutter. Kom kernerne i et rent viskestykke, og gnid dem mod hinanden. Hak dem let groft, og drys dem over salaten. Servér til tærten.