Aftensmad

Indbagt laks med krydderurter

Indbagt laks er en dejlig og nem måde at tilberede laks på. Glæd dine gæster og servér denne indbagte laks med krydderurter.
Opskrift og 12.09.2019 foto: Skovdal Nordic.
6 personer

  • 2 fed hvidløg
  • 100 g frisk dild
  • 100 g kruspersille
  • 100 g purløg
  • 2 spsk. olivenolie
  • 200 g flødeost naturel
  • 2 usprøjtede citroner
  • 600 g fersk laksefilet uden skind og ben
  • 2 tsk. salt
  • 1 ark (rulle) butterdej
  • 1 æg
  • 1 spsk. sorte sesamfrø

Hvad end den er dampet, røget, stegt eller indbagt, så er laks på menuen en sikker vinder. Vi giver dig en smagsfuld opskrift på indbagt laks med krydderurter og citron, som er hurtig at lave og smager skønt.

Sådan laver du indbagt laks

  1. Pil og pres hvidløgsfeddene.
  2. Hak krydderurterne.
  3. Varm olien op i en stor pande, og svits hvidløgene et par minutter.
  4. Tilsæt krydderurter, og lad dem blive bløde og falde sammen.
  5. Kom det hele i en skål, og rør flødeost i.
  6. Riv skallen af citronerne, og vend den i blandingen.
  7. Del laksefileterne på langs, og gnid dem med salt.
  8. Læg dem på midten af butterdejen oven på hinanden for at få højde på. Smør med krydderurtecremen.
  9. Skær nu butterdejens sider i strimler, der er 2 cm bredde, og læg dem skiftevis hen over laksen.
  10. Pisk ægget sammen, pensl butterdejen, og drys med sesamfrø.
  11. Bag laksen i ovnen i ca. 25 minutter ved 200°.