Desserter og kager

Chokolade forkæler alle sanserne

Hos Konnerup & Co. på Sydfyn udvikler chokolatier Henrik Konnerup chokolade fra bunden med både eksotiske og lokale råvarer.
af Connie Mikkelsen, Foto: Skovdal og Skovdal og Evan Frederiksen 2.11.2009

Hos Konnerup & Co. på Sydfyn udvikler chokolatier Henrik Konnerup chokolade fra bunden med både eksotiske og lokale råvarer. De udsøgte bidder bliver overtrukket med hans egen specialfremstillede Valhrona-chokolade direkte fra den franske fabrik.

Det firkantede chokoladestykke giver et sprødt knæk og frigiver en krydret nougatsmag af orangeskal, kanel og nelliker. Smagsprøven er fra Konnerup & Co.s fristende søde julesortiment. Den næste mundfuld er med noter af fyrrenåle og hasselnød i forening med husets egen mørke 66 pct. chokolade fremstillet hos Valrhona i Frankrig.

»Der må godt være lidt power på smagen,« erklærer manden, der på få år har opbygget en solid chokolade-succes langt fra storbyernes mondæne hovedstrøg. Henrik Konnerup er navnet. Svendborgvej 399 i Vester Aaby adressen, og som forbipasserende er man ikke i tvivl om, at byens udtjente gæstgiveri har fået nyt liv som sydfynsk chokolademekka. 37-årige Henrik Konnerup er ellers nordjyde af herkomst, opvokset på en gård i Aars. Men sindighed er ikke det, han har fået mest af med hjemmefra.

»Jeg har altid haft krudt i røven, og bliver rastløs, hvis jeg ikke har travlt,« indrømmer han. Allerede efter 10. klasse blev han lærling hos bageren i Terndrup, men lugten i det lille bageri var ikke helt, som den unge mand forventede. »Jeg er vokset op med glæden ved at høste hyldebær, bage rugbrød og skumme fløden af den nymalkede mælk til hjemmelavet is. Vi lavede alting selv fra bunden i mit barndomshjem, og derfor havde jeg det svært med bagerbranchen,« siger Henrik Konnerup, der i stedet kastede sig over konditorfaget med glubende appetit.

Flødeboller til japanerne
I dag holder Konnerup & Co. til i den tidligere landevejskro Pejsegaardens store lokaler, som de har restaureret og nyindrettet med en eksklusiv butik og en eff ektiviseret produktionslinje bag den mørkebrune facade. På to år er firmaet vokset fra halvanden mand til ti ansatte, og Konnerups chokolader går som varmt brød.

»Vi har 80 forhandlere i Danmark, og vi skal ikke have flere, men vi vil muligvis åbne trefi re butikker som denne her i de største byer, når tiden er moden,« siger Henrik Konnerup. Lige nu gælder det dog udlandet. Om føje tid vil japanerne blive beriget med en filial af Konnerups flødebollelinje - eller mandel- og marcipantoppe, som han kalder dem.

»Japanerne elsker de her mandeltoppe, men den type varer kan ikke tåle at blive transporteret med fly den halve verden rundt. Derfor har vi produktionsudstyr klar derovre, så vi kan gå i gang, så snart tiden er moden, « forklarer Henrik Konnerup, der samtidig pønser på et nordisk eksportfremstød. Bortset fra det skal der helst ikke ske det helt vilde i den kommende tid.

»Vi trænger til at trække vejret og konsolidere os. Det er gået stærkt, siden vi flyttede ind her, og vi skal også nå at have hjertet med,« siger den sydfynske chokolademand.

Konfekt med Konnerup
I opskrifterne har chocolatier Henrik Konnerup brugt sin egen specialfremstillede Valhrona-chokolade, den såkaldte Konnerup 66 pct. Køb den som råvare i onlinebutikken www.konnerup-co.dk. Du kan selvfølgelig også bruge andre mørke chokolader af god kvalitet.