Kiwisorbet med frisk frugt ca. 1 L:
* 2½ dl vand
* 200 g sukker
* Korn fra 1 vaniljestang
* 7 kiwifrugter
* 2 pasteuriserede æggehvider
* TILBEHØR: Frisk frugt, for eksempel kiwi, jordbær og ananas
Kom vand, sukker og vaniljekorn i en gryde. Lad det simre, til sukkeret er smeltet. Skræl kiwifrugterne, og blend dem til puré. Rør kiwipureen i sukkerblandingen, og varm den igennem. Kom massen i en skål, og lad den køle lidt af. Kom skålen i fryseren, rør af og til i blandingen, og frys den, til den har fået en grødet konsistens. Det tager et par timer. Pisk æggehviderne stive, og vend dem i kiwiblandingen. Kom igen sorbeten i fryseren og rør i den under indfrysningen, for at undgå iskrystaller, det tager minimum 2-3 timer. Tag sorbeten op 15 minutter før servering.
med eller uden ismaskine
Med ismaskine: Fyld fryseskålen 2/3 med is- eller sorbetmasse. Tænd ismaskinen, og lad vingen køre rundt i ismassen, til den begynder at stivne. Tilsæt så piskede æggehvider i sorbeten eller fyld som for eksempel hakket chokolade i is. Når isen har fået konsistens som softice, kan den spises eller fryses ned.
Uden ismaskine: Kom ismassen i en fryseegnet beholder. Kom den i fryseren, og rør i blandingen flere gange under indfrysningen.