Desserter
Desserter
Rabarber-koldskål og kammerjunkere
Byd sommeren velkommen på bedste vis med en simpel og klassisk rabarber-koldskål og sprøde, hjemmelavede kammerjunkere.
af Susie Helsing Nielsen og Line Marie Laursen
3.07.2015
Foto: Betina Hastoft, Jakob Boserup og Birger Storm
4 personer
Kammerjunkere
- ½ vaniljestang
- 100 g sukker
- 250 g hvedemel
- 2 tsk bagepulver
- ½ usprøjtet citron
- 100 g smør
- 1 æg
- ½ dl kærnemælk
Rabarber-koldskål
- 200 g rabarber
- 1 spsk sukker
- 2-3 spsk vand
- 75 g sukker
- ½ vaniljestang
- 5 æggeblommer (pasteuriserede, 100 g)
- 75 g rørsukker
- ½ l tykmælk
- ½ l kærnemælk
Der findes næppe noget mere sommerligt end koldskål, og især den hjemmelavede af slagsen. Vi giver dig her opskriften på en simpel og klassisk rabarber-koldskål og hjemmelavede kammerjunkere, som du kan nyde hele sommeren igennem.
Inspiration: ISABELLAS' nye e-bog: Desserter med sommerbær
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Sådan laver du rabarber-koldskål og kammerjunkere:
- Kammerjunkere: Skrab vaniljekornene ud af stangen, og bland med lidt sukker. Bland med resten af sukkeret, mel, bagepulver og revet citronskal.
- Hak smørret i melet, og saml dejen med æg og kærnemælk.
- Tril dejen til en tynd pølse, og sæt den i køleskabet i et par timer.
- Skær ud i passende tykkelse, og bag ved 175° i ca. 10 minutter. Flæk kagerne, og bag dem ved 100° i ca. 40 minutter.
- Rabarber-koldskål: Rens og skær rabarberne i mindre stykker.
- Tag en enkelt stilk fra, snit den i tynde strimler og råmariner dem med 1 spsk sukker. Damp resten af rabarberne møre under låg med lidt vand, sukker og vaniljestang i ca. 10 minutter.
- Pisk æggeblommerne med rørsukker, til det er tykt, det tager ca. 5 minutter. Tilsæt den kolde rabarberkompot og pisk. Pisk tykmælk og kærnemælk i. Stil koldt.
- Server din rabarber-koldskål med kammerjunkere og råmarinerede rabarber.