Desserter
Desserter og kager
Skøn pavlova med ananas
Lav en frisk pavlova med ananas og passionsfrugt, som er den helt rette kombination af sprød marengs, sød ananas og syrlig passionsfrugt.
Christine Agertoft /Foto: Columbus Leth
16.07.2015
Pavlova er en skøn kage, som du kan tilpasse dig og dine smagsløg. Normalt er den sprøde marengs i bunden, mens toppen består af frisk frugt eller bær, men i dette tilfælde har vi gjort det lidt anderledes. Vi har nemlig vendt den klassiske pavlova på hovedet og lagt den skønne frugt i bunden og marengs på toppen. Det vil helt sikkert få dine gourmet-gæster til at spærre øjnene op. Se også: Pavlova med jordbær
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Opskrift på pavlova med ananas
6-8 personerPavlova:
- 8 pasteuriserede æggehvider
- 440 g sukker
- 2 tsk. neutral hvid eddike
Fyld:
- 1 ananas
- 6 passionsfrugter
- 60 g limesaft
- 1 vaniljestang
Pynt:
- flormelis
Prøv også: Pavlova med marcipan og jordbær
Sådan laver du pavlova med ananas:
- Pavlova: Forvarm ovnen til 175°. Hæld æggehviderne i en skål, og pisk dem stive. Hæld sukkeret i gradvist, mens du pisker. Pisk, indtil sukkeret er opløst. Tilsæt eddike, og pisk yderligere 2 minutter.
- Fyld: Skær ananassen i tynde skiver og herefter i små trekanter. Fordel trekanterne i en bradepande på ca. 28 x 22 cm. Halvér passionsfrugterne, og hæld kernerne i en skål. Tilsæt limesaft og kornene fra vaniljestangen, rør rundt, og hæld blandingen over ananastrekanterne i bradepanden. Hæld din pavlova i en sprøjtepose, og fordel den over frugten i et fint lag.
- Bag din pavlova i ovnen i ca. 60 minutter. Lad den afkøle i 10 minutter, inden du serverer den med et drys flormelis på toppen.