Desserter og kager

Syndige Snickers macarons

Opskrifter fra Chocolat.dk: Macarons er sprøde på ydersiden, lidt seje inden i, har cremet fyld og en skøn kombination af farve og smag.
af Maja Ambeck Vase Fotos Maja Ambeck Vase, chocolat.dk 27.02.2013

Er du vild med Snickers, vil disse macarons få dit hjerte til at banke dobbeltslag. De består af en chokolade-makronbund, et tyndt lag peanutbutter, mørk chokolade ganache, karamel, lidt peanut praline og endelig en chokolade-makronbund mere.

Macarons - det skal du bruge til Snickers macarons

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

12 små macarons

Makronbunde

43 g mandler (eller mandelmel)
75 g flormelis
1 stor æggehvide
25 g sukker
6 g kakao

Se også: Verdens nemmeste snickerskage

Chokolade ganache

50 g fløde
100 g mørk chokolade

Peanutbutter

Karamel (købt eller hjemmelavet f.eks. på kondenseret mælk).

Peanutpraline

20 g peanuts (gerne saltede)
40 g sukker

Macarons - sådan laver du Snickers macarons

Makronbunde

Smut mandlerne, og blend dem til fint mandelmel. Hæld flormelis og kakao ned til mandelmelet, og blend videre. Si blandingen.Hæld æggehvide og sukker i en skål, og pisk ved laveste hastighed i cirka et minut. Pisk derefter ved højeste hastighed i et par minutter - indtil marengsen danner bløde toppe.Vend mandelblandingen i hviderne. (Pres dejen mod siderne af skålen med en dejskraber - cirka 35 gange.)

Hæld blandingen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt små runde cirkler ud på en bageplade beklædt med bagepapir.Lad de ubagte bunde tørre ved stuetemperatur i cirka en halv time. Drys lidt peanutpraline på hver bund. Bag dem ved 160 grader i cirka 12 min.

Chokolade ganache

Hak chokoladen fint, og kom den i en skål. Bring piskefløde i kog. Hæld langsomt fløden over chokoladen og rør rundt, indtil chokoladen er smeltet. Afkøl ganachen - indtil den har den ønskede konsistens.

Peanutpraline

Varm peanuts og sukker på en pande. Rør rundt - til sukkeret er smeltet og har fået en fin lysebrun farve. Hæld massen ud på bagepapir, og lad den køle af. Blend peanutpralinen, og sæt den til side.

Macaron-opbygning

Tag en makronbund, læg et tyndt lag peanutbutter, så et lag chokoladeganache, så lidt karamel, så lidt peanutpraline og endelig en bund mere som top. Opbevar dem i lufttæt beholder i køleskabet indtil servering.

De syndige Snickers macarons kan sagtens holde sig i et par uger i køleskabet. Hvis de ikke bliver spist inden.

Chokolade - få ideer til andre opskrifter med chokolade i galleriet nedenfor.