Mad
Fisk og skaldyr
Fiskepie med savojkål og kartoffelmos
Fisk, kål og kartofler i den samme ret er sundt, enkelt og virkelig lækkert. Med kartoffelmos som låg holder fisken på sin saft og blødhed.
af Marie Melchior / Foto: Betina Hastoft
2.02.2016
Når du laver en ret som den her, bliver det lige pludselig meget nemt at spise den sunde fisk! Kartoffelmosen lægges som et dækkende låg over torskefileten, så fisken bevarer sin saft og blødhed - også efter en tur i ovnen. I stedet for torsk kan du også sagtens bruge rødspætte, kuller eller sej. Prøv også: Lynstegt torsk med dampet spinat
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Fiskepie med savojkål og kartoffelmos
Tid: 40 minutter. Ovntid: 25-30 minutter.Antal personer: 4Det skal du bruge til fiskepie:
- 200 g savojkål
- 500 torskefilet
- 1 kg bagekartofler
- 2 spsk olivenolie
- salt og friskkværnet peber
- 1 løg
- 2 gulerødder
- 1 spsk smør
- 1 spsk grov sennep
- 2½ dl fløde
- 1 citron
- 200 g revet emmentaler
Prøv også: Stegt torsk med makaroni
Sådan laver du fiskepie:
- Skræl kartoflerne, og skær dem i mindre stykker. Kog dem møre i vand uden at tilsætte salt. Hæld vandet fra kartoflerne, men gem ca. 1 dl til mosen.
- Mos kartoflerne, gerne med en kartoffelstøder (du kan også bruge et piskeris). Tilsæt ca. 1 dl af kogevandet.
- Rør olivenolie, salt og peber i mosen.
- Pil løget, og skær det i fine tern. Skræl gulerødderne, og riv dem groft.
- Smelt smørret i en dyb pande, og svits løget, til det bliver klart. Tilsæt de revne gulerødder, og lad dem stege med i et par minutter.
- Kom sennep på panden, og vend godt rundt. Tilsæt fløden, og kog saucen lidt ind.
- Pres citronsaft i, og smag til med salt og peber. Rør revet ost i saucen.
- Skyl og snit savojkålen helt fint.
- Skær torsken i mindre stykker, og fordel den i et ovnfast fad. Drys savojkål ud over fisken, og hæld herefter saucen over.
- Tænd ovnen på 225º. Fordel kartoffelmosen i et jævnt lag på toppen af retten, og rids tern i mosen med en gaffel. Sæt fadet i ovnen, og bag i 25-30 minutter.
Prøv også: Torsk med kål mog beurre blanc