(6 personer)
6 rødfiskfileter a 150-180 g
olie til stegning
havsalt og peber
Snit ridser i skindet med en skarp kniv. Pensl fisken med olien og krydr med havsalt og peber. Opvarm en grillpande eller grill. Steg fisken på skindsiden i 4-5 min. Tryk fisken ned med en palet. Vend fisken og steg videre i et par minutter.
Saltkogte kartofler
700-800 g små vaskede kartofler
2 dl havsalt
2 dl vand
Læg kartoflerne i en stor gryde eller sauterpande i et jævnt lag. Hæld vand og salt over. Dæk til med låg. Kog kartoflerne møre ved svag varme. Hæld vandet fra salt og kartofler. Sæt gryden på blusset på laveste varme uden låg og tør kartoflerne. De bliver helt hvide, når de er tørre.
Appelsindampet fennikel
600 g fennikel
2 laurbærblade
1 tsk hel koriander
2 appelsiner
havsalt og peber
Skær toppen af fenniklen og fjern det yderste. Gem det grønne fra toppen til at pynte med til sidst. Skyl fenniklerne og skær dem i både. Læg fennikelbådene i en gryde sammen med laurbær og koriander. Vask den ene appelsin og skær den i skiver. Læg appelsinskiverne i gryden. Pres saften fra den anden appelsin udover. Krydr med salt og peber. Læg låg på gryden og tænd for varmen. Damp fenniklerne i 10 min.
Rouille (spicy mayo)
2 tørrede chilier
3 fed hvidløg
1 nip havsalt
1 spsk brødkrumme
¼ tsk safran rørt ud i 1 spsk kogende vand
1 pasteuriseret æggeblomme
2½ dl god olivenolie
Rouille er superstærkt, så er man advaret! Man bestemmer selv, om der skal mere eller mindre chili eller hvidløg i.
Stød chili, hvidløg, salt og brødkrumme i en morter.
Tilsæt safran og æggeblomme og rør godt sammen. Tilsæt olien i en tynd stråle, mens der røres kraftigt.
Server rouillen til fisken.
Se hele menuen og få vinforslag og arbejdsplan
Hvilken vin passert til denne fiskeret?
- Få svaret i denne video