Klassiske pandekager - opskrift med hasselnødder, stegte æbler og citrontimian
Pandekager er i sig selv ret simple. Og har du først fundet en god opskrift på pandekager, har du nem adgang til en klassisk dessert, som alle elsker.
Netop derfor kan fyldet i pandekager varieres i det uendelige. Fra det traditionelle pandekagefyld sukker og syltetøj, over din yndlingsis og til - som her - hasselnødder, æbler og citrontimian.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Du kan også bruge denne opskrift på pandekager til madpandekager med kød-/grøntsagsfyld, du kan bare udelade sukkeret, så dine pandekager ikke bliver søde.
Opskrift på klassiske pandekager med hasselnødder, stegte æbler og citrontimian
8-12 pandekager
Pandekager:
• 150 g hvedemel
• 1 knivspids salt
• 1 spsk sukker
• 4½ dl letmælk
• 3 æg
• 50 g smeltet smør
• Ekstra smør til stegning
Fyld:
• 2 æbler
• 30 g hasselnødder
• 30 g smør
• 3 kviste citrontimian (kan udelades)
Sådan laver du pandekager
Kom mel, salt og sukker i en skål, og rør det sammen. Tilsæt mælken lidt ad gangen, og rør en dej uden klumper. Rør æggene i 1 ad gangen, og rør til sidst det smeltede smør i.
Steg dine pandekager på en lille pande i lidt smør, til de er gyldne på begge sidder.
Fyld
Skær æblerne i tynde både, og hak nødder og timian groft. Steg det på en varm pande i smør i ca. 3 minutter.
Lav små pakker af pandekager ved at lægge noget af fyldet midt på pandekagen. Luk derefter siderne sammen om fyldet, og luk pandekagepakken med et lille stykke snor, som du binder om.
Anret de fyldte pandekager på en tallerken med lidt mere af æblenødde-blandingen omkring.
Pandekager er en populær dessert, som nok skal vække glæde hos både store og små.
Tip! Fyldet til dine pandekager kan også være en kugle is med chokoladesauce eller en god blommekompot.
Herunder får du lidt flere opskrifter på pandekager og andre søde sager, der laves på panden: