Miniflødeboller med hindbær

Trænger du til lidt smagsfornyelse på kaffebordet, så prøv denne lækre opskrift på fine miniflødeboller med hindbærskum. 

Prøv også: Iskaffe med chokoladesauce

Miniflødeboller med hindbærskum

Det skal du bruge til miniflødeboller:

Bunde:

  • 100 g marcipan

Hindbærskum:

  • 30 ml vand
  • 75 g sukker
  • 40 g glukosesirup
  • 50 g pasteuriserede æggehvider
  • 4 spsk. frysetørrede hindbær

Overtræk og pynt:

  • 150 g hvid chokolade
  • Frysetørret hindbærpulver

FÅ FLERE SØDE OPSKRIFTER MED ISABELLAS HER!

Sådan laver du miniflødeboller:

  1. Tænd ovnen på 200°. Rul marcipanen ud mellem 2 stykker bagepapir, og stik små cirkler på ca. 3 cm i diameter ud med en kageudstikker. Bag bundene i ovnen i ca. 5 minutter. Lad dem køle helt af. 
  2. Kog vand, sukker og glukosesirup i en lille gryde, og varm det op til 117°.
  3. Pisk æggehviderne næsten stive i en røremaskine, og hæld den 117° varme sukkerlage i æggehviderne i en tynd stråle under piskning. Pisk videre, indtil skummet er sejt og fast.
  4. Hæld de frysetørrede hindbær i en si. Mas dem igennem sien, så de bliver til pulver, som du drysser ned i æggehvidemassen. Du skal bruge ca. halvdelen. Gem resten til pynt.
  5. Kom hindbærskummet i en sprøjtepose med rund tylle. Sprøjt små toppe ud på bundene. Det nemmeste er at holde tyllen helt nede ved bunden og arbejde langsomt opad. Lad flødebollerne hvile ved stuetemperatur i ca. ½ time.
  6. Smelt chokoladen over vandbad, og overtræk flødebollerne med den. Stil dem på en gaffel over skålen med chokolade, mens du overøser den med chokolade. Pynt med frysetørret hindbærpulver, og stil flødebollerne på køl inden servering.

I galleriet nedenfor finder du vores nemme trin for trin-guide til perfekte miniflødeboller: