Kager

Muffins med rabarberkompot og mascarponecreme

Lav disse lækre muffins med frisk rabarberkompot, blød mascarponecreme og et drys af hvid chokolade i en himmelsk kombination af sødme og syrlighed i hver bid!
af Gitte Heidi Rasmussen. 17.05.2023 Foto: Columbus Leth.
Muffins med rabarberkompot, mascarponecreme og hvid chokoladedrys
12 stk

Ingredienser

  • 100 g marcipan
  • 100 g smør
  • 150 g rørsukker
  • 2 æg
  • 1 spsk. vaniljesukker
  • ½ dl piskefløde
  • 1 tsk. bagepulver
  • 225 g hvedemel
  • 100 g hvid chokolade
  • 12 muffinforme

Rabarberkompot

  • 200 g rabarber
  • ½ vaniljestang
  • 75 g sukker

Mascarponecreme

  • 250 g mascarpone
  • 2 dl piskefløde
  • ½ vaniljestang
  • ½ dl flormelis
  • 1 sprøjtepose med stjernetylle

Pynt

  • 50 g hvid chokolade

Sådan laver du muffins med rabarberkompot og mascarponecreme

  1. Tænd ovnen på 185° varmluft. Riv marcipan groft på et rivejern.
  2. Rør smør, sukker og marcipan sammen til en cremet masse i en skål.
  3. Rør æg i, 1 ad gangen, og rør dejen let og luftig. Rør vaniljesukker og fløde i.
  4. Bland mel og bagepulver i en anden skål, og sigt det i dejen. Vend dejen godt sammen.
  5. Hak chokoladen, og smelt den over vandbad eller i mikroovnen. Vend den smeltede chokolade i dejen, og fordel dejen i muffinformene.
  6. Bag dine muffins i ovnen i ca. 25 minutter. Lad dem køle af på en bagerist.

Rabarberkompot

  1. Rens rabarber, og skær dem i små stykker.
  2. Bring rabarber, vaniljestang og sukker langsomt i kog i en gryde, og lad det simre, til rabarberne er godt møre.
  3. Lav et lille hul i midten af hver muffin med et kuglejern eller en skarp kniv, og fyld rabarberkompot i enten med en ske eller sprøjtepose.

Mascarponecreme

  1. Pisk mascarpone og fløde sammen til en luftig creme med en elpisker.
  2. Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Sigt flormelis og vaniljekorn i mascarponeblandingen, og rør det godt sammen.
  3. Fyld mascarponecremen i sprøjteposen, og fordel den på toppen af hver muffin.
  4. Høvl hvid chokolade i spåner med en tyndskræller, og drys dem over mascarponecremen lige før servering.