DIY-guide: Sådan bygger du nemt en indbygget reol med Ikea Metod (inkl. indkøbsliste)
Ikea-hack: Indbygget tv-reol
Skræddersyet snedkerløsning? Ja, vi er mange som drømmer om indbyggede skabe, reoler og bænke… Men hvis du heller ikke er klar til at fyre hele opsparingen af, så kan du give dig i kast med at bygge selv.
Du behøver hverken være håndværker, eller være på fornavn med en stiksav for at lave indbyggede Ikea-hacks.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Camoufleret tv-møbel
Fjernsynet er sjældent et æstetisk tilvalg. Fjernsynet indgår altid i en pakkeløsning med alt fra ledninger, kabler, PlayStation… Alt det, som ikke er kønt at se på, men som vi er ret afhængige af. Det kan være svært at finde et tv-møbel som passer perfekt ind, og som har opbevaring og smarte løsninger til det tekniske. Med et Ikea-hack kan du få det lige præcis, som du gerne vil have det.
Ikea-hack Metod-serien
Du skal bruge Ikea-moduler fra køkkenserien Metod. Køkkenskabe er mere solide end almindelige skabsmoduler, og så kan du få modulerne i mange størrelser.
Indkøbsliste
Fra Ikea:
- 2 stk. 80x37x60 Metod-overskabe og et 40x37x60 Metod-overskab
- 5 stk. Veddinge-låger mål 40x60
- 10 stk. hængsler
- 2 pakker 80x37 uprusta-hylder og 1 pakke 40x37
Fra et byggemarked:
- Grunder
- Træmaling
- MDF-plader (16 mm)
- Lister (25 mm)
- Fuge
- Spartel
- Montagelim
- Skruer
Tip: Du kan få skåret dine MDF-plader i de præcise mål, du skal bruge, i de fleste byggemarkeder – (ofte til en flad 20'er per snit).
Værktøj du skal bruge
- Stiksav
- Fugepistol
- Listesav/skærekasse
- Sandpapir (evt. excentersliber)
Sådan laver du dit IKEA-hack
1. Lav en skitse
Inden du springer ind i bilen og kører til Ikea, skal du have de rigtige mål klar. Hvor stort vil du have dit møbel? Mål højde, længde og bredde. Når du har fundet den ideelle størrelse, kan du købe dine moduler.
2. Sæt skabene på en sokkel
Lav en sokkel, som skabene kan stå på. Her er skabene trukket ind under skabene, så soklen er altså mindre dyb end skabene. Sikr, at soklen er i vatter. (Du kan købe små kiler i byggemarkedet, hvis du har ujævne gulve). Sæt soklen fast i væggen og/eller gulvet. Saml skabene, og sæt dem på soklen. Sikr, at de er i vatter, og skru dem sammen i siderne.
3. Hack dine Veddinge-låger
Slib lågerne, mål listerne op og skær dem i 45 grader. Brug listesaven/skærekassen. Sæt listerne fast med montagelim, og lad det tørre. Spartl revnerne mellem listernes samlinger og mellem lister og låge. Lad det tørre, og slib igen, så du får en glat overflade. Grund dine låger med træ- eller hæftgrunder og lad dem tørre, inden du maler med træmaling.
4. Monter sidestykker og topplade
Sæt dine sidestykker og plade fast på møblet ved at skrue inde fra skabene, så skruerne er usynlige. Fug rundt i alle kanter, så det ser ’indbygget’ ud. Grund pladerne med træ- eller hæftegrunder og lad det tørre, før du maler med træmaling.
5. Gem grimme ledninger væk
Der er mange måder at skjule ledninger på. F.eks. er der her lavet en løsning, så stikdåsen kan sidde inde i skabet. Du kan bruge en hulsav til at lave et hul til ledninger, hvis du gerne vil skjule dem. Her er der også boret hul i skabets bagbeklædning, så der er adgang til stikket som sidder bag møblet.
6. Mal dit Ikea-hack
Mal dit Ikea-hack i din ønskede farve. Her er der brugt farven soft comfort fra Jotun.
Sådan hacker du dit IKEA-klædeskab, så det ligner en indbygget snedkerløsning
7. Monter møbelgreb
Monter dine møbelgreb. Grebene på billedet er fra H. Skjalm P.
8. Nyd synet af dit Ikea-hack
Du er nået i mål, klap dig selv på skulderen. Og husk, skønhedsfejl er helt ok!