Højtider & mærkedage

Pynt med kogler, kugler og kræmmerhuse

af Lene Christensen 4.10.2021
Bliv inspireret af vores galleri med smuk og dekorativ julepynt lavet af kogler, kugler og kræmmerhuse!

Så er det tid til kreative julerier, men du behøver ikke at kaste dig ud i vanskelige juleklip eller komplicerede dekorationer for at skabe noget smukt.

Uanset om du har hænderne rigtigt skruet på eller 10 tommelfingre, er det sjovt at lave noget af julestadsen selv. Vi har mikset hjemmelavede kugler, kogler og kræmmerhuse med færdigkøbte løsninger, så alle kan være med på deres niveau.

Inspiration til julens pynt

Praktisk værktøj: Ståltråd, limpistol, glitterpulver og -lim, knibtang, saks, papir i smukke farver og mønstre, blonder, bånd, glansbilleder og sjove juletræsophæng, godt humør og fantasi.

Orker du ikke selv at lave kræmmerhuse, kan du heldigvis købe dem – af mange forskellige slags materialer. Disse to af messing er gamle, men tilsvarende findes på planteskoler og i brugskunstforretninger. Vi har pyntet dem med lidt katteurt og pynteugler.Tip! Kræmmerhuse af messing er også velegnede til blomster. Dog skal du komme vand eller oasis i en plastikpose, da kræmmerhusene ikke er 100 procent vandtætte.
Stine Heilmann
Et koglejuletræ i en gammel urtepotte skaber øjeblikkelig julestemning. For de fingernemme er det en smal sag at lave træet: Halvér de tørrede kogler, og bind dem fast med vindseltråd eller snor på et færdigkøbt stativ formet som en kegle. Bind til sidst et bånd om potten. Stativ eller færdigkøbt træ kan købes på velassorterede planteskoler eller hos blomsterhandlere.
Stine Heilmann
I en gammel sølvskål på et leje af mos ligger en fin lille krans bundet af små enebærkogler. Koglerne er bundet fast med vindseltråd på en ring af kraftig ståltråd. Bind dem helt tæt sammen, men sørg for, at nogle er længere end andre, så kransen får et naturligt look. Lyset står i en lille skål med sand, så der ingen skade sker, selvom det brænder ned.
Stine Heilmann
De fine kugler af bog og minikogler er lavet på oasiskugler, som materialerne er stukket ned i. Sørg for, at bog eller minikogler sidder helt tæt sammen, så ikke man kan se oassisen mellem materialerne. På sølvfadet ligger også en fantastisk kuglerund, grøn sten fundet på en mark samt lidt gran og en antik fyrfadsstage.Tip! Kuglerne med bog og minikogler kan også laves på kugler af styropor, som kan købes i hobbybutikker.
Stine Heilmann
En stor hurricane af glas fyldt med kogler er en overkommelig og alligevel elegant juledekoration. Lyset står i et glas og har ingen kontakt med koglerne, hvis det skulle brænde helt ned. Omkring den store hurricane ligger en kogleranke med lys i. Den er lavet af et stykke reb, hvorpå der med snor er bundet grankogler i formationer på fire (en kogle på hver side af rebet ud for hinanden). Derefter er der viklet en lyskæde omkring.
Stine Heilmann
Det er svært at finde kæmpekogler i de danske skove, men heldigvis kan de købes hos blomsterhandlere eller i hobbybutikker. Stil dem i rustikke potter med lidt mos i bunden. Du kan evt. også spraye dem med lim og drysse med glimmer.
Stine Heilmann
Rå, krogede grene fra et gammelt æbletræ bærer de fine julekugler i skinnende grønne og rosa nuancer. Grenene står i en fin vase af fattigmandssølv og vasen på et stort glasfad pyntet med mos og små pakker.
Stine Heilmann
Overdådighed fremmer forståelsen. Det store trækar er fyldt til randen med fantastiske rosa- og sølvfarvede julekugler. En nem dekoration, der kun kræver, at du har mange julekugler.
Stine Heilmann
Et stort stykke karton er her blevet malet med blå maling og rullet og limet sammen, da malingen var tør. Kræmmerhuset er pyntet med bånd, glansbilleder og udklip med fuglemotiver. Nede i kræmmerhuset står en gren viklet ind i køkkenrulle, så den ikke vælter fremover. Køkkenrullen er dækket med mos. De tre små, naturfarvede pyntefugle fuldender det stemningsfulde kræmmerhus.
Stine Heilmann
Dette antikke kræmmerhus af porcelæn med blomstermotiv og guldkant er 100 år gammelt. Det er fyldt halvt op med våd oasis og herefter pyntet med gran og roser. Lignende kræmmerhuse kan findes i antikvitetsbutikker og på dba.dk.
Stine Heilmann
Det store kræmmerhus af flet er perfekt som juleudsmykning på hoveddøren. Kræmmerhuset er foret med plastik og fyldt med våd oasis, så de grønne bladranker og granen ikke visner. Koglen er bundet fast med vindseltråd, og de lilla ranunkler står i små glaspipetter, så de let kan udskiftes. Kræmmerhus af flet og glaspipetter kan købes hos blomsterhandlere eller på planteskoler.
Stine Heilmann
Den store lanterne fyldt med julekugler byder gæsterne velkommen på trappen. Hvis lanternen ikke kan stå under et halvtag, men står, hvor regnen kan sive ind, kan du sætte en varmebrik af metal i bunden, dække den med gran og derefter pynte med lys og kugler. Varmebrikken er perforeret og lader vandet sive igennem pynten, så den ikke fryser og springer. Lyset står i sin egen holder fyldt med sand og kommer aldrig i forbindelse med pynten, selvom det brænder helt ned.
Stine Heilmann
Har du julekugler i forskellige størrelser, men samme nuancer, er det pænt at sætte dem sammen til et stort bundt. Bind hvide bånd i kuglerne, og hæng dem op på en krog eller en gren, så de hænger lidt forskudt af hinanden. Vi har brugt 10 gyldne kugler til denne dekoration.
Stine Heilmann
På en gren hænger de fineste kræmmerhuse fyldt med små tørrede rosenknopper og spreder julehygge. Kræmmerhusene er rullet af forskellig slags mønstret papir og herefter dekoreret med glansbilleder og bånd, som er limet på. Vil du spare på de tørrede roser, kan du fylde kræmmerhuset 2⁄3 op med vat eller papir, lægge et stykke rundt pap over, og lægge de tørrede roser på pappet.
Stine Heilmann