Budapest er opdelt i to: Buda, der ligger på nogle små bjerge på den ene side af Donau, og Pest, der ligger på den anden og flade side af Donau. Men du kan sagtens nå at besøge begge dele af Budapest på en weekend. Pest er byens nerve, og det er her, der er fest og gang i den med gågader, restauranter, caféer og barer alle vegne. Buda er den gamle og rustikke del og byder naturligvis også på restauranter, men det er ofte i et helt andet tempo.
Læs også: Besøg Singapore Botanic Garden På Buda-siden bør et besøg på Budabjerget og fiskerbastionen være et must. Her er utroligt mange spændende seværdigheder: Museer og gamle kirker slås om seværdighederne, men ofte er det fiskerbastionen, der løber med den største opmærksomhed. Den pragtfulde fiskerbastion blev bygget i forbindelse med Budapests 1000 års jubilæum tilbage i 1896. Den er altså egentlig ikke specielt gammel, men den er virkelig flot. Og lige så flot er den betagende udsigt derfra. På Buda-siden finder du også Ungarns største bibliotek, og der er flere mindre boghandlere, caféer og barer, som ofte er samlet i små hyggelige klynger. Af og til samles de i baggårde, så man skal holde et åbent øje, når man går rundt i de fine gader.
Oplevelser i Budapest på en weekend
Faust Wine Cellar Vi fandt også en anden attraktion på Buda-siden, som vi vil anbefale dig, der er interesseret i vine. Vi forsøger nemlig altid at få smagt på feriemålets egne vine, og Ungarn viste sig som et skønt vinland med et ganske stort udvalg af gode nationale vine. Omkring 12 meter under jorden i Buda Castle gemmer sig en lille og meget gammel vinkælder, Faust Wine Cellar. Indgangen er helt usynlig fra gaden, da man skal gennem foyeren på Hotel Hilton, før et lille skilt kommer frem. Sommelier Gábor Nagy har startet vinkælderen i 2009 sammen med sin hustru. Kælderen har kun fire små borde, hvor stearinlys er eneste lyskilde og er med til at gøre stemningen rigtig hyggelig. Her i Faust Wine Cellar er det naturligvis kun lokale vine, man kan smage. Og hvilke vine! Vi fik lov til at smage to hvidvine, en rosé, to rødvine og to dessertvine, som var Ungarns meget søde Tokaji. Det var en spændende aften med et bredt udvalg af nogle dejlige ungarske vine. Vores vært fortalte indlevende og dybdegående om de forskellige vine, hver gang de blev serveret for os. Og vi fik vist, hvorfra vinen kom, hvem der havde lavet den, og hvordan den blev lavet. Vinkælderen har åbent torsdag til mandag fra kl. 14-21, men vi gik nu først derfra lang tid efter kl. ni. Det er en rigtig god idé at booke et bord, inden I tager afsted til Budapest i en weekend.
Prøv denne lækre engelske dessertkage: Forførende banoffee pie De ungarske termiske bade Der findes spaoplevelser mange steder i Budapest, men de termiske bade er især et populært feriegøremål, for det er pragtfuldt at opleve. Vi havde selvfølgelig medbragt badetøj, og selvom der er flere termiske bade at vælge imellem, var det Széchenyi, vi på forhånd havde valgt. Det lå i rustikke og smukke omgivelser, og der var et væld af bassiner, dampbade, aromabade og jacuzzier. Særligt interessant var det store udendørsbassin med 38° varmt vand. Når man er på en til tider hektisk storbyferie, hvor man får gået en del, er det altid dejligt afslappende at forkæle sig selv med en spaoplevelse. Det kan anbefales.
Váci utca og Foodhall Naturligvis har en storby som Budapest også en shoppinggade med alle de butikker, der hører til. Gågaden Váci utca starter fra Vörösmarty-torvet, der bl.a. huser det berømte konditori Zserbó. På gågaden finder du souvenirbutikker, restauranter og caféer foruden de obligatoriske mærkevareforretninger og -varehuse. Fortsætter du ad gågaden, krydser du flere større og hyggelige torvepladser for til sidst at ende på Fôvám-torvet, hvor den store Foodhall er. Netop i Foodhallen er der i stueplan kød- og grøntsagsforretninger sammen med et hav af øvrige specialforretninger. På førstesalen af Foodhallen findes en masse ungarske souvenirstader og en række små lokale spisesteder. Bliver du træt af den hektiske Foodhall, er der ikke langt til en kop kaffe, en god øl eller et glas vin på én af caféerne på Váci utca. Her kan du ofte høre de lokale gademusikanter spille op.
Margit-Sziget Når bylivet og myldret bliver for meget, kan en tur til Margrethe-øen, Margit-Sziget, give fornyet energi. Her er der fred og ro fra storbyens larm og støj, og hele øen er én stor park med gamle træer, store græsplæner, smukke blomsterbede og en masse andre rekreative områder, bl.a. svømmebassiner, motionsstier, termiske bade osv. Margrethe-øen ligger midt i Donau, som i øvrigt opdeler Budapest i Buda på bjergsiden og det flade landstykke Pest på den anden side. Vi nød vores medbragte mad på en bænk i parken, samtidig med at vi kunne kigge på de mange lokale, der altid vender tilbage til denne smukke park med deres familier. I parken ligger også en stor klosterruin fra middelalderen, hvor man ligefrem opfordres til at hoppe rundt på de gamle borgmure. På øen findes også en lille minizoo, springvand, der spiller musik osv. Parken har åbent hele døgnet og byder også på en masse koncerter og aktiviteter året igennem.
I galleriet nedenfor kan du se billeder fra vores tur til Budapest.