Gøremål i haven i uge 34
Havekalenderen

Havekalender | Uge 34

Af 0 20.08.2021
20.08.2021 - af: Redaktionen. Foto: Tom Lindboe
På ugens havetjekliste er det høst, der er i fokus, men det er også tid til at gøre plads, og gøre klar til sidste del af sæsonen, og til næste år ikke mindst. Få ugens havekalender her.

Gi’r august en masse vådt, bli’r septembervejret godt.
- Den gamle danske vejrbog

Tilbage til oversigten: Isabellas’ havekalender.

INSPIRATION TIL GØREMÅL I HAVEN | UGE 34

Tjeklisten:

  • Gem tomathøsten
  • Frys rønnebærrene
  • Del rabarberen
  • Høst artiskokkerne
  • Gør plads til nye hindbærskud

Gem tomathøsten

Står du med en overflod af tomater, kan du gemme dem ved at tørre dem. Halvér tomaterne, drys dem med salt og stil dem i ovnen ved 50-75° i adskillige timer. Lad lågen stå lidt på klem, så dampen kan slippe ud. Brug ikke højere temperatur, da det vil få tomaterne til at karamellisere. Du kan også give tomaterne et hurtigt opkog og fryse dem til tomatsovs, skindet kan let fiskes op med en gaffel.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Frys rønnebærrene

Når ræven sagde, at rønnebærrene var sure, var det måske bare fordi, han ikke havde en fryser. Smagen af rønnebær mildnes nemlig, når de har været frosset ned et døgns tid. Bærrene kan bruges til rønnebærgelé eller marmelade. Lader du dem sidde på træet, bliver fuglene glade for dem, når den kolde tid nærmer sig.

Del rabarberen

Er rabarberen blevet for stor, kan den deles nu. Grav så meget af klumpen op som muligt og del den forsigtigt med spaden, så hver del har mindst ét kraftigt skud. Plant de ny planter så dybt, at hele roden kommer under jordoverfladen, og fyld ny jord blandet med lidt kompost i hullet. Vand godt, så jorden falder ordentlig til omkring roden.

Høst artiskokkerne

Artiskokkerne står med blomsterknopper, og nogle er måske allerede sprunget ud. Hvis de skal spises, skal de høstes, mens de endnu er tæt lukkede. Skær dem af et par cm under blomsterbunden. Får de lov til at udvikle sig for meget, bliver de kedelige og træagtige at tygge i.

Gør plads til nye hindbærskud

Sommerhindbærrene er høstet, og det er tid til at klippe alle de gamle skud af buskene, så der bliver plads til de nye, friske skud, der skal bære næste års bær. De gamle skud klippes af så langt nede ved jorden som muligt. Giv en god gang kompost bagefter, så de nye skud kan vokse sig sunde og kraftige.

Efterårshindbær, der lige nu står med modne bær, beskæres først til marts, hvor hele planten klippes ned til jorden. Denne type hindbær bærer nemlig frugt på væksten fra samme år.