Chokoladetærte med karamel og chokoladecreme

Chokolade tærte med karamel og chokoladecreme

Chokolade og karamel ér bare gode sammen - og de to gode smage kombineres på bedste vis i denne skønne chokoladetærte af sprød mørdej. Få opskriften her.

Fredag, 22. juni 2018 - 12:56 - af Louise Bondebjer. Foto: Sophie Håkansson.

De varme sommermåneder indbyder til mange skønne hyggestunder på terrassen - og hvorfor ikke gøre det hele endnu hyggeligere med lidt sødt til kaffen? I denne skønne chokoladetærte forenes hele 3 af vores absolutte favoritter, når det kommer til gode desserter: cremet chokoladecreme, blød karamel og sprød mørdej. Der opstår med andre ord vaskeægte smagsfest i munden fra første bid!

Se 3 tips til den perfekte mørdej her

TIP: Lav gerne kagen dagen før. Den bliver nemlig allerbedst, hvis den afkøler i køleskabet i min. 5 timer, før du smager et lækkert stykke.

Det skal du bruge til chokoladetærte med karamel og chokoladecreme:

8 personer

Mørdejsbund:

  • 2 dl hvedemel
  • ¾ dl sukker
  • 3 spiseskefuld kakao
  • 75 g koldt smør
  • 1 æg

Flere lækre kager: Karameltærte med fire slags nødder

Karamel:

  • 1 ½ dl lys sirup
  • 1 ½ dl sukker
  • 1 ½ dl fløde
  • 150 g smør
  • 1 knivspids salt
  • ½ teskefuld vaniljesukker

Chokoladecreme:

  • 125 g mørk chokolade
  • 1 ½ dl fløde

Pynt:

  • Flagesalt

Sådan gør du:

Mørdejsbund:

  1. Lav mørdejen ved at putte hvedemel, sukker, kakao, smør og æg i en røremaskine og mikse det sammen til en fast dej.
  2. Tryk dejen ud i en rektangulær form, 10 x 35 cm. Prik dejen med en gaffel og lad den stå i køleskabet i ca. 20 minutter.
  3. Sæt ovnen på 175°. Bag bunden midt i ovnen i ca. 20 minutter, tli den føles sprød. Lad den herefter afkøle på en rist.

Karamel:

  1. Kog sirup, sukker og fløde op til 120° i en tykbundet gryde - rør rundt af og til og tjek løbende temperaturen med et sukkertermometer. Tag gryden af komfuret og tilsæt lidt efter lidt smør, salt og vaniljesukker. Rør det hele til en glat masse.
  2. Hæld karamelmassen over mørdejsbunden og afkøl tærten i køleskabet i ca. 3 timer.

Chokoladecreme:

  1. Lav chokoladecremen ved at hakke chokoladen fint og lægge den i en ildfast beholder. Varm fløde op i en gryde, til det næsten koger og hæld den over chokoladen. Vent i nogle minutter til chokoladen er begyndt at smelte og rør det sammen til en glat chokoladecreme.
  2. Hæld chokoladecremen over det afkølede karamelfyld og fordel det jævnt udover. Lad tærten stå køligt i ca. 2 timer til chokoladecremen er afkølet og stivnet. 
  3. Stryg en smule flagesalt over før servering.

Vild med chokolade? Prøv også vores lækre chokolade-cheesecake

Læs også:

Vandbakkelser med chokoladecreme